Inuit Ataqatigiit vil have Nunaminerals på dagsordenen

Naaja Nathanielsen Foto © : Naaja Nathanielsen/IA
07. februar 2015 16:36


Lad os skrive ned, hvad der er sket, og hvordan selvstyret har grebet forløbet med Nunaminerals an, så vi kan undgå, at omverdenen mister tiltro til råstoferhvervet i vores land. Sådan lyder opfordringen nu fra Inuit Ataqatigiits politiske ordfører, Naaja Nathanielsen.

Efter en tumultarisk krisegeneralforsamling i Nunaminerals, hvor ingen kunne blive enige om en stabil fremtidig plan for efterforskningsselskabet, vil hun have, at Naalakkersuisut-formand, Kim Kielsen, fortæller sine kolleger i finansudvalget hurtigst muligt, hvad der sker, og hvilke overvejelser, han gør sig.

Læs også Bestyrelsesformanden tvivler stærkt på Nunaminerals' overlevelse

"Når der er faldet mere ro på", ønsker Naaja Nathanielsen en redegørelse om forløbet med Nunaminerals.

- Hvis vi skal forbedre vores strategi må vi tage ved lære af det, der er sket. Derfor bør en redegørelse både omhandle Nunaminerals ageren, men også det politiske niveaus påvirkning af selskabet, lyder budskabet fra oppositionspartiets politiske ordfører.