Ingen turbodansk for grønlandske studerende i Aalborg

Sprogkursuset "Turbodansk" kommer ikke til Aalborg som ellers planlagt. Ærgerligt med ulig fordeling, siger direktør for Det Grønlandske Hus i byen.
Erfalasorput til tops over Det Gamle Rådhus i Aalborg
Grønlandske studerende i Aalborg må se sig om efter andre kurser, hvis de ønsker at forbedre deres danskkundskaber. Det statsbetalte kursus, Turbodansk, bliver ikke udbudt i Aalborg. Foto © : KNR
11. februar 2020 06:26

Grønlandske studerende på en videregående uddannelse i Danmark kan inden studiestart få hjælp til at finpudse de akademiske gloser på danskkurset "Turbodansk" - i hvert fald i Odense, Aarhus og København.

"Turbodansk"

Folketinget har afsat 3 mio. kroner hvert år i 2019-2022 til kurset "Turbodansk" for grønlandske studerende på en videregående uddannelse i Danmark

Kurset foregår i august inden studiestart - fra 2020 i København, Aarhus og Odense .

 

Af beløbet går 2 mio. kroner til undervisningen, mens 1 mio. kroner er afsat til legater, som kursister kan søge for at få dækket udgifter til bl.a. logi og kost under kurset.

 

Ifølge Finansministeriet kan op til 160 grønlandske studerende gennemføre kurset om året, men i 2019 var der ingen tilmeldte til "turbodansk"-kurset.


Kilde: Den danske finanslov 2019, Københavns Universitet, Børne og Undervisningsministeriet

For nyligt oplyste Københavns Universitet, som udbyder kurset, at kurset også skulle komme til Aalborg fra i år.

Men det afviser børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) nu i et svar til Folketingets Grønlandsudvalg.

- Et udbud i Aalborg vurderes kun at have et begrænset antal potentielle kursister, fremgår det af svaret.

I stedet kommer kurset som hidtil kun i de tre andre studiebyer, som samlet dækker cirka 75 procent af grønlandske studerende på videregående uddannelser i Danmark.

Det sker af hensyn til økonomien, skriver ministeren:

- For at den samlede økonomi, der er afsat til Turbodansk, anvendes bedst muligt, vurderer regeringen, at kurset med sin nuværende geografiske dækning kommer flest mulige til gavn. 

Børne- og Undervisningsministeriet oplyser til KNR, at ministeren ikke har mulighed for at uddybe sit svar, men henviser til svarene til Grønlandsudvalget. 

Direktør: Goderne bør fordeles ligeligt

Hos Center for Internationalisering og Parallelsproglighed ved Københavns Universitet, der står for kurset i alle tre byer, er ministerens udmelding ny, oplyser centeradministrator Helen Sværke, og ønsker derfor ikke at udtale sig om sagen.

Men det vil direktør for Det Grønlandske Hus i Aalborg, Bo Albrechtsen. Han mener, at det er forkert at overse de grønlandske studerende i Nordjylland.

- Jeg synes, det er kritisabelt. Det burde være de fire store uddannelsesbyer i Danmark, der er omfattet af tilbuddet.

LÆS OGSÅ Nul studerende ville på statsbetalt kursus i turbodansk

- Som udgangspunkt synes jeg, at man skal fordele goderne ligeligt. Det er med til at gøre Aalborg mindre attraktiv som studieby uden samme kursus, og det er uheldigt, siger Bo Albrechtsen.

Han påpeger, at behovet for bedre dansk blandt nyankomne grønlandske studerende er til at tage og føle på.

- Behovet er der. Helt sikkert. Der er absolut mangler og udfordringer i mange grønlandske unges danske sprog, fordi det er én ting at begå sig på dansk til hverdag og noget andet at bruge det i en akademisk sammenhæng.

Ingen tilmeldte på turbodansk sidste år

Det er dog uvist, om der vil komme nogen tilmeldinger, hvis "turbodansk" blev udbudt i Aalborg. I 2019 var der nemlig ingen tilmeldte til kurserne i hverken Odense, Aarhus og København.

Ifølge De Grønlandske Huse skyldes det, at de nye studerende skulle tilmelde sig turbodansk senest 20 dage før, de reelt vidste, om de overhovedet var optaget på studiet i Danmark. 

LÆS OGSÅ Regering vil bruge millioner på danskundervisning for grønlandske studerende

Ifølge direktørene i Det Grønlandske Hus i København og Aalborg er tidspunktet dårligt, da de unge samtidig skal skaffe flybillet til Danmark, finde bolig og komme på plads inden studiestart.