Ingen tilskud til frugt og grønt

Befolkningen i bygder og mindre byer skal have lettere adgang til sunde fødevarer, men frugt og grønt på Pilersuisoqs hylder bliver ikke billigere. Man ønsker nemlig ikke at forskelsbehandle, lyder det i dag fra naalakkersuisoq for infrastruktur Jens B. Frederiksen.
Skrevet af Mads Fisker
07. september 2011 06:29

På opfordring fra Siumuts Malik Berthelsen lover den politisk ansvarlige nu, at  man i forhandlingerne om den nye servicekontrakt med KNI vil undersøge mulighederne for at sikre sig et basissortiment, der i højere grad end i dag lever op til Ernæringsrådets anbefalinger om sund kost.

- Således at befolkningen i yderområder og bygder i højere grad, end det er tilfældet i dag, har adgang til sunde fødevarer, understreger Jens B. Frederiksen.

Men der bliver ikke sendt en ekstra pose penge med, der kan bringe priserne ned og dermed give dem, der ikke har så meget, bedre mulighed for at lægge frugt og grønt i kurven. Midlerne er ikke til det, og man ønsker ikke at gøre forskel på borgere i byer og bygder, afviser Jens B. Frederiksen blankt Siumuts Malik Berthelsens ønske.

- Det er min opfattelse, at også lavindkomstfamilier i byområderne fravælger frisk frugt og grønt og fuldkornprodukter med mere. Ikke fordi de ikke ønsker at leve sundt, men fordi de ikke har råd, argumenter Jens B. Frederiksen.

-Hvis vi som samfund skal yde subsidier til at gøre bestemte varegrupper billigere, fordi vi vurderer, at det er fremmende for befolkningens sundhedstilstand, bør det ske gennem generelle landsdækkende tiltag, som hele befolkningen har glæde af, lyder det.

Kort sagt vil Naalakkersuisut altså ikke tvinge priserne ned på frugt og grønt i Pilersuisoq’s butikker, da borgere i byerne ikke ville nyde samme fordele.

Pilersuisoq har på sin side op til forhandlingerne med ejerne i Selvstyret om den nye servicekontrakt varslet såvel mindre vareudvalg og kortere åbningstider.