Vittus Q: Ingen problemer i Aleqas støtte til Løkke-regering

Vittus Qujaukitsoq ser ingen problemer i, at hans parti i fremtiden kommer til at støtte den danske regering, der ønsker en bevarelse af Rigsfællesskabet. Han glæder sig samtidig over, at partiet får 75.000 om måneden i gruppestøtte.
Skrevet af Kenneth Elkjær
27. april 2018 12:42

Aleqa Hammond skifter torsdag status fra løsgænger i Folketinget til medlem på vegne af Partii Nunatta Qitornai.

Det betyder, at partiet kommer til at støtte den danske regering, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussens politik er, at Rigsfællesskabet skal bevares i sin nuværende form. Stik imod Nunatta Qitornais ønske om grønlandsk selvstændighed.

- At Aleqa har et teknisk samarbejde med den danske regering omkring en udvalgspost i Grønlandsudvalget, ser jeg ikke noget problem i, siger Vittus Qujaukitsoq.

Han henviser til Aleqa Hammonds aftale med den borgerlige danske regering, der i korte træk går ud på, at hun fik posten som formand for Grønlandsudvalget mod, at hun ikke bringer den danske regering i mindretal.

LÆS OGSÅ Aleqa Hammond misser plads i Inatsisartut

Det betyder i praksis, at den danske regering med aftalen sikrede sig et ekstra mandat.

- Det er jo et teknisk samarbejde, hvor Aleqa Hammond er fritstillet til at mene, hvad hun mener, i sit daglige arbejde, så det ser jeg ingen konflikter i, lyder det fra formand Vittus Qujaukitsoq. 

LÆS OGSÅ Aleqa Hammond bliver officielt formand for Grønlandsudvalget

Med Aleqa Hammonds skifte fra løsgænger til partimedlem har hun også sikret det nystiftede parti en mærkbar økonomisk indsprøjtning på 75.000 kroner hver måned i gruppestøtte.

- Jeg kan jo kun glæde mig over, at eftersom Nunatta Qitornai er et meget nystiftet parti, at det også kommer partiet til gode, siger Vittus Qujaukitsoq, der tirsdag fik et mandat i Inatsisartut.

LÆS OGSÅ Aleqa sikrer Nunatta Qitornai 75.000 kroner om måneden