Besøg gav ingen konkrete aftaler med USA
Naalakkersuisut har dog fortalt amerikanerne, at det er vigtigt for Grønland at få mere ud af den amerikanske tilstedeværelse på Pituffik.
Det oplyser Naalakkersuisut i en pressemeddelelse.
I sidste uge kunne det danske medie Berlingske fortælle, at én af de øverstrangerende embedsmænd i det amerikanske udenrigsministerium, Thomas Ulrich Brechbuhl, var på besøg i Grønland sammen med en delegation fra det amerikanske forsvarsministerium og det amerikanske nationale sikkerhedsråd.
LÆS OGSÅ Medie: Trump har sendt Pompeos bulldog til Grønland
Besøget har ikke ført til konkrete aftaler, da det var en såkaldt orienteringsrejse, hvor Naalakkersuisut præsenterede den amerikanske delegation for muligheder for investeringer, samarbejde og handel.
- Jeg er sikker på at rådgiver Brechbuhl kommer hjem med mange indtryk, som kan formes til konkrete ideer for, hvordan samarbejdet mellem Grønland, Danmark og USA kan styrkes, udtaler Naalakkersuisoq for Uddannelse, Kultur, Kirke og Udenrigsanliggender Ane Lone Bagger.
Og hun slår fast, at Naalakkersuisut har benyttet lejligheden til at tale direkte med amerikanerne om den mistede servicekontrakt på Pituffik.
- Når Naalakkersuisut mødes med amerikanerne, på alle niveauer, understreger vi, hvor vigtigt det er for Grønland at få reelle fordele ved amerikansk tilstedeværelse ved Thule Air Base, herunder særligt i forhold til servicekontrakten. Dette har vi gentaget overfor rådgiver Brechbuhl og hans delegation, udtaler Ane Lone Bagger.
LÆS OGSÅ Ilisimatooq: Amerikamit aallartitat qaninnerusumik atassuteqaammik pilersitsissapput
Besøget fra den amerikanske delegation er endnu et lag i den charmeoffensiv, som amerikanerne er i gang med overfor Grønland.
Den amerikanske ambassadør i Danmark, Carla Sands, har allerede besøgt Grønland flere gange i år, og hun var også med på denne tur.
Det er en udvikling, som Naalakkersuisut er glade for.
- Vi har i år set en større og større interesse for vores land fra amerikansk side, og vi oplever en villighed til at samarbejde mere med os. Vi er glade for denne nye udvikling, og ser frem til at se om den amerikanske interesse vil føre til reelle resultater, udtaler Ane Lone Bagger.
LÆS OGSÅ Amerikamit aallartitat naalakkersuisorlu aatsitassat pillugit oqaloqatigiittut