Ekspert: Amerikansk delegation skal skabe tættere kontakter
I denne uge har en større amerikansk delegation været i Nuuk. En af deltagerne var en topembedsmand, der sørger for, at den amerikanske udenrigspolitik bliver gennemført. Medlemmer af det nationale sikkerhedsråd deltog også.
Besøget skete på nøjagtig samme tidspunkt, hvor den danske udenrigsminister Jeppe Kofod (Soc) er i Nuuk for at mødes med naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Ane Lone Bagger (S).
KNR har forsøgt at få kommentarer fra den amerikanske topembedsmand, Thomas Ulrich Brechbuhl. Vi har også forsøgt at spørge Ane Lone Bagger om hendes kommentarer - men det har ikke været muligt at få nogen af dem til at sige noget.
Ugen før var det den øverstkommanderende i den amerikanske kystvagt, Karl Schultz, der var på besøg.
Ifølge lektor ved Forsvarsakademiet, Jon Rahbek-Clemmensen, skyldes den amerikanske diplomatiske offensiv, at USA har behov for at få mere militær her i landet:
- Det er blevet tydeligt for alle, at USA ønsker at øge sin militære tilstedeværelse i Grønland. Og hvis USA vil det, så er det vigtigt at vise grønlænderne, at de også får noget ud af det her, siger han.
Amerikanerne går tilbage til oprindelig plan
Amerikanerne vil nemlig lave gode kontakter og få de grønlandske politikere til selv at formulere, hvad de gerne vil have til gengæld for den militære oprustning.
Men de arbejder ikke videre på præsident Trumps idé med at købe Grønland, vurderer Jon Rahbek-Klemmensen:
LÆS OGSÅ Amerikansk delegation diskuterede råstofområdet med naalakkersuisoq
- Hele den her idé med at købe Grønland er noget, som Trump og hans inderkreds selv fandt på. Det er, tror jeg, ikke noget, som systemet lægger særlig stor vægt på. Og nu er vi så på et stadie, hvor det er systemet, der kører udenrigspolitikken, og de prøver at vende tilbage til den kurs, man havde før Trumps købstilbud. Den kurs var at lave en charmeoffensiv overfor grønlænderne.
Rahbek-Clemmensen: Danmark er bekymret
Ifølge Jon Rahbek-Clemmensen er den danske udenrigsministers besøg et udtryk for, at Grønland er blevet vigtigere for Danmark - på samme måde som Grønland er blevet vigtigere for USA.
- Når noget bliver vigtigt for USA, bliver det også vigtigt for Danmark, siger Jon Rahbek Clemmensen.
LÆS OGSÅ Medie: Trump har sendt Pompeos bulldog til Grønland
Samtidig med bliver de amerikanske tilnærmelser til Grønland fulgt tæt i København. Jon Rahbek Clemmensen vurderer, at det vil være ubehageligt for Danmark, hvis Grønland og USA går uden om Danmark:
- Man er nervøs for, at USA begynder at tale direkte med grønlænderne og omvendt i stedet for at gå igennem de kanaler, der traditionelt bliver brugt i Rigsfællesskabet, hvor det i høj grad er Danmark, der sidder med ved bordet, siger Jon Rahbek-Clemmensen.