Politikere: Ingen kompromis med Grundloven

Hvis Grønland ønsker en forfatning indenfor Rigsfællesskabet, må den ikke være i strid med Grundloven.
Foto © : Thorkild Jensen/ft.dk
Skrevet af Jonas Fievé
13. oktober 2017 11:50

Sådan lyder det fra flere af Folketingets grønlandsordførere, som dermed ikke bakker op om Sjúrður Skaale. Han mener netop, at Danmark godt kan gå på kompromis med Grundloven, hvis det er med til at bevare den gode stemning i Rigsfælleskabet.

- Det er en hel utænkelig tanke, som han lige så godt kan pakke væk, siger Dansk Folkepartis grønlandsordfører, Søren Espersen.

LÆS OGSÅ Spanien er skræmmebillede for Rigsfællesskabet

Desuden slår han fast, at Grønland kan vælge at forlade Rigsfælleskabet, hvis man ønsker en forfatning, som strider mod Grundloven.

- Man har et frit valg. Enten kan man blive i Rigsfælleskabet på Grundlovens betingelser eller også forlade, man kan ikke begge dele.

Skal finde en holbar løsning

Samme holdning lyder også fra SFs grønlandsordfører i Folketinget, som dog mener, at Danmark på en konstruktiv måde skal hjælpe Grønland og Færøerne med øget selvstændighed indenfor Rigsfællesskabet, hvis det er det, man ønsker.

- Derfor synes jeg, at vi skal finde en måde både sådan, at forfatningsudkastene ikke bryder Grundloven. Så vi ikke ender med, at man som dansk og i øvrigt også som grønlandsk politiker bliver nødt til at sige nej til det, for de to grønlandske medlemmer af Folketinget har skrevet under på grundloven, og den skal de jo overholde, siger Karsten Hønge.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra regeringspartiernes grønlandsordførere.

Men tilbage i maj slog Danmarks statsminister, Lars Løkke Rasmussen, fast, at en vedtagelse af en grønlandsk forfatning, der gælder uden for Grundloven vil blive opfattet som en udmeldelse af rigsfællesskabet.

LÆS OGSÅ Forfatning kan sætte bloktilskuddet på spil

Karsten Hønge håber dog på, at man kan finde en løsning, så man ikke kommer så vidt.

- Jeg oplever det som tre små nationer der ved at læne sig op ad hinanden, bliver meget stærkere end, vi vil være hver især, siger SFs Grønlandsordfører.

LÆS OGSÅ Spanien skal anerkende afstemning