Ingen hvid jul: Næstvarmeste december målt i Nuuk nogensinde

Sneen er næsten væk, og du sveder i vinterfrakken. Varmen vælter ind over landet - men fra i morgen bliver det igen koldere.
Solopgang i plusgrader i Nuuk. Foto © : DMI
Skrevet af Christine Hyldal
21. december 2021 15:28

Sneen er næsten smeltet, og vinterfrakken er alt for varm. I København er temperaturen på frysepunktet - og i Nuuk blev der målt 12,6 grader klokken 10 i formiddags. 

Faktisk er det så varmt i Grønlands hovedstad, at der kun én gang tidligere er målt varmere temperaturer i december: Det var sidste år, hvor kviksølvet i termometeret ramte 13,3 grader 27. december. 

Det oplyser Lisette Grenbom, der er meteorolog i DMI til KNR. 

Varm december

I Nuuk er der i dag målt 12,6 grader. 

I Kangerlussuaq er der målt 11,5 grader.

I Qaanaaq har der været 8,3 grader.

Ittoqqortoomiit har haft 4,8 grader.

Tasiilaq og Kulusuk har målt omkring fem grader.
 

- Det var rekord for varme i december i Nuuk nogensinde, siger hun. 

Men i dag - hvor temperaturen ramte 12,6 - er altså også meget tæt på rekorden. Den gennemsnitlige middeltemperatur i hovedstaden er på minus 5,3 grader på denne tid af året. 

Næsten 12 grader i Kangerlussuaq

Faktisk er det ikke kun i hovedstaden, at det er usædvanlig varmt for årstiden: I store dele af landet er der målt tocifrede varmegrader de sidste par dage. 

- Den måling, der skiller sig mest ud, er fra Kangerlussuaq. Her er middeltemperaturen i december normalt på tocifrede minusgrader, og i går steg maksimumtemperaturen til hele 11,5 graders varme, siger DMI’s klimatolog, Caroline Drost Jensen.

- Det er kun 0,4 grader fra den højeste maksimumtemperatur, vi har målt siden 1991.

Middeltemperaturen i Kangerlussuaq er minus 15,2 grader på denne tid af året. Og det er ikke kun den sydlige del af vestkysten, som er berørt. Varmen er nået helt op til Qaanaaq.

LÆS OGSÅ Rekordvarme i Grønland smelter milliarder af ton indlandsis

Her er der målt 8,3 grader, hvor middeltemperaturen normalt er minus 20,1 grader i december, oplyser DMI.

I Østgrønland kan de også smøge ærmerne en smule op:

- Ittoqqortoomiit har haft 4,8 plusgrader og Tasiilaq og Kulusuk har også målt temperaturer omkring de fem grader, siger Caroline Drost Jensen.

I Ittoqqortoomiit er der normalt 12 graders frost nu, og Tasiilaq har normalt minus 4,9.

Varm luft fra Europa

Varmen er gradvist trukket op over Grønland i løbet af weekenden, og hvis du sidder og tænker “global opvarmning”, så tager du fejl, siger meteorolog Lisette Grenbom.

- Det har intet med global opvarmning at gøre. Varmen skyldes et stort tryksystem, der har pumpet varme op fra de sydlige breddegrader. 

LÆS OGSÅ Juni var blandt de vådeste nogensinde målt i Sydvestgrønland

Der er faktisk tale om to højtryk - ét over De Britiske Øer og ét over Indlandsisen, som sammen har transporteret varm luft fra det sydlige og centrale Europa op til Grønlands østkyst og videre op over isen til vestkysten.

Ifølge meteorolog Peter Jacobsen, der arbejder på DMI’s kontor i Nuuk, er luften blevet kølet noget ned på den lange rejse over Atlanten. Men den kraftige strømning har til gengæld sat gang i vejrfænomenet føn. Føn er, når luften varmes op og udtørres. 

Der bliver ingen rigtig hvid jul i Nuuk.

- Føn opstår fra tid til anden i Grønland. Det er en hel normal vejrsituation, som opstår, når vinden får ekstra fart på ned ad den over tre kilometer høje indlandsis eller høje fjelde, siger han.

- Det, der er interessant denne gang, er de meget høje temperaturer, der er målt, den lange periode, det har stået på og det faktum, at varmen er nået vidt rundt om Grønland til Sydvestkysten og hele vejen op til Qaanaaq og til en stor del af østkysten.

I Upernavik er der målt seks graders varme. Heldigvis dropper temperaturen igen allerede fra i morgen. 

- Men der bliver ingen rigtig hvid jul i Nuuk, siger Lisette Grenbom.