Indlandsisen svinder hastigt, og fangerne er de første til at mærke konsekvenserne
Klimaforskerne William Colgan og Christopher Shields fra GEUS vil afprøve en ny boreteknik på indlandsisen nær Pituffik militærbasen. De må dybt ned i isen for at kunne måle temperaturer, og det op til 300 grader varme metalliske isbor smelter sig ned gennem islagene.
- Vi fandt ud af, at vi kunne komme seks meter ned i timen, men håbet er at blive hurtigere i fremtiden. Hvis vi kan bore 20 meter i timen, kan vi lave tusind meter borehul på to dage, og det vil være en stor game-changer, fortæller William Colgan over telefonen.
Den første iskerne fra Grønland blev boret i 1955, og siden har utallige forskere boret i indlandsisen for at finde vigtige svar. I de seneste år har forskningen især kredset om klimaforandringer, som viser sig tydeligt på mængden af is.
- Grønlands indlandsis er vigtig i forhold til havniveauet. Hvis al indlandsisen smelter, vil havniveauet stige omkring seks meter. Så det er vigtigt at forstå, hvor meget og hvor hurtigt, den smelter, siger William Colgan, der er canadier, men bor i Danmark.
Lokale fangere må være varsomme
Den danske filminstruktør Anders Graver er med for at dokumentere projektet på nært hold, og efter et par dages boringer møder de den lokale fanger Olennguaq Kristensen fra bygden Savissivik, som gennem årene har måttet tilpasse sig til et landskab i hastig forandring.
- Det var meget uventet at møde Olennguaq, fordi ham og de andre fangere i området plejer at køre hundeslæde på havis mellem Pituffik og Savissivik, men denne gang var der ingen havis, for det var smeltet, fortæller William Colgan.
Olennguaq Kristensen forvilder sig ind i filmoptagelserne med erfaringer fra en hverdag, hvor han mærker klimaforandringerne på nært hold. Han kan tyde på isens farve og sneens fugtighed, om det er sikkert at køre hundeslæden henover den.
Iskappen nær Savissivik har trukket sig mellem 10 og 20 kilometer, og forholdene gør det sværere at arbejde som fanger, hvilket en stor del af bygdeboerne lever af.
- Det var overraskende at høre, at klimaforandringerne har så store konsekvenser for ham og hans liv. Han er ikke glad for at køre hen over indlandsisen, for det er besværligt med hundeslæde. De skal omkring 800 meter op og ned, mens havisen er flad og fremkommelig.
Som forsker skal man også tage sine forbehold ved ophold på den store iskappe. Det kræver blandt andet forsikring, sundhedstjek, officielle tilladelser, udstyr og et grundigt sikkerhedskursus, forklarer William Colgan:
- Indlandsisen er farlig, for det kan være rigtig koldt, og det kræver en masse forberedelse at lave forskning og filme samtidig. Det kan sagtens tage et par måneder at forberede en uges tur derud.
Videnskabelige rapporter er ikke nok
Dokumentaren kommer ikke med konkrete løsninger på den globale klimakrise, men William Colgan føler sig forpligtet til at formidle alvoren til offentligheden.
- Det er ikke nok at skrive videnskabelige rapporter, vi er nødt til at kommunikere til offentligheden. Vi har brug for flere film, der forklarer om klimaforandringerne på indlandsisen, og hvad konsekvenserne er for grønlænderne, men også resten af verden.
William Colgan erkender, at det kan være deprimerende at høre om det stadig mere ekstreme klima med varmerekorder og naturkatastrofer. Men netop derfor mener han, at dokumentaren “The Color of Ice” er mere relevant end nogensinde.
- Dokumentaren er kun et flygtigt billede af, hvad der sker i Nordvestgrønland, og vi håber, at hele verden kan forstå, hvor store forandringerne egentlig er, afslutter han.
For håbet om at bremse et kollaps af indlandsisen lever heldigvis stadig.
