Studie: Indlandsisen smelter seks gange hurtigere end i 1980

Stort forskningsprojekt har undersøgt smelteraten på den grønlandske indlandsis fra 1972 til i dag.
Foto © : Niels J. Korsgaard
Skrevet af Ritzau
23. april 2019 09:50

Indlandsisen på Grønland smeltede næsten seks gange hurtigere i 2018, end den gjorde i starten af 1980'erne.

Det er konklusionen i et nyt internationalt forskningsprojekt, der har beregnet mængden af is, der er smeltet på Grønland siden 1972. Samme år som de første Landsat-satellitter begyndte at tage billeder over det danske territorium.

Projektet blev mandag offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift PNAS.

Forskerne bag, der blandt andet inkluderer forskere fra Københavns Universitet, mener samtidig at kunne påvise, at smeltevand fra indlandsisen alene har bidraget til, at verdenshavene er steget med 13,7 millimeter siden 1972.

- Når man ser på udviklingen gennem flere årtier, så er det bedst, hvis man lige sætter sig ned, inden man gransker resultaterne. Det er skræmmende, så hurtigt det forandrer sig, udtaler den franske glaciolog Eric Rignot, der har bidraget til rapporten, til nyhedsbureauet AFP.

LÆS OGSÅ Løbet er kørt for indlandsisen

Det er avancerede satellitmålinger, der har gjort det muligt for forskerne fra universiteter i Californien, Grenoble, Utrecht og København at genskabe ispladerne fra 1970'erne og 1980'erne, hvor data indtil nu har været mangelfuld.

Fra Københavns Universitet har blandt andre postdoc Anders Anker Bjørk bidraget.

Målingerne viser, at den grønlandske iskappe i 1970'erne akkumulerede 47 gigaton - eller 47 milliarder ton - is om året i gennemsnit.

I 1980'erne begyndte smelteraten at stige til det dobbelte, inden det i slutningen af 1990'erne og starten af 2000'erne begyndte at accelerere voldsomt.

Studiet kommer, efter et lignende forskningsprojekt har fundet tilsvarende resultater på den antarktiske indlandsis.

Der eksisterer videnskabelig konsensus om, at menneskeskabte klimaforandringer bidrager til de højere smelterater i Arktis.

/ritzau/