Inatsisartut ændrer kollegielov: Nu kan studerende beholde bolig under barsel 

Torsdag har et enigt Inatsisartut ændret i loven for kollegier, så studerende på barsel kan beholde kollegieboligen. Ændringen træder i kraft 1. juli. 
Soriina Davidsen
Det var studenterrådet Pitaq, der i sommer satte fokus på problemet i kollegieloven. Nu har politikerne lyttet til blandt andre Soriina Davidsen (billedet) fra Pitaqs ønske om en lovændring. Foto © : Studenterrådet Pitaq
Skrevet af Anders Dall
20. maj 2022 06:16

Det var ventet, men nu står det sort på hvidt. 

For i går vedtog et enigt Inatsisartut at ændre i loven for kollegier. Det skete med tredjebehandlingen af forslaget på Forårssamlingen. 

Ændringen betyder, at du fra 1. juli ikke længere skal være bange for at miste din bolig, hvis du bliver forælder under uddannelsen.

Det var nemlig lige præcis, hvad studerende risikerede med den gamle lov. Det drejer sig helt konkret om kollegielovens paragraf 38.

Den siger, at du som studerende mister retten til din kollegiebolig, hvis du går på barsel. 

Studenterråd satte det på dagsordenen

Det var studenterrådet Pitaq på Ilisimatusarfik i juli ude at kritisere.

Rådet krævede i samme ombæring, at politikerne lavede loven om.  

Soriina Davidsen fra Pitaq sagde sådan her til KNR tilbage i juli:

- Samfundets langsigtede ønske er, at man skal have herboende uddannet arbejdskraft, og det passer slet ikke sammen med den måde, loven er udformet på. At man som studerende under uddannelse ikke kan få lov til at bo på kollegie og fortsætte sit studie, fordi man skal ud, når man stifter familie. Det kan vi efter vores mening ikke stå inde for som samfund, sagde hun.

Og det er politikerne i Inatsisartut enige i. Naalakkersuisut tog forslaget med på Forårssamlingen, hvor det blev førstebehandlet den 24. marts.

LÆS OGSÅ Enigt Inatsisartut: Studerende på barsel skal beholde kollegieboligen

Allerede her stod det klart, at alle partier bakkede op om, at studerende på barsel skal kunne beholde kollegieboligen.  

En opbakning, som i går betød, at alle partier har stemt forslaget igennem.