Enigt Inatsisartut: Studerende på barsel skal beholde kollegieboligen
Er du studerende og bliver gravid, risikerer du at stå uden tag over hovedet.
Ifølge loven afbryder du nemlig din uddannelse, hvis du går på barsel, og dermed ryger retten til at bo i en kollegiebolig.
Men det vil et enigt Inatsisartut nu lave om på.
- Naalakkersuisut ønsker at sikre, at de uddannelsessøgende under uddannelsen har trygge og gode rammer. Det omfatter også de uddannelsessøgendes boligforhold, sagde naalakkersuisoq for uddannelse Peter Olsen (IA) torsdag fra talerstolen under forårssamlingen.
Her præsenterede han et forslag om at ændre loven, sådan at det fremover bliver muligt for studerende at fortsætte deres uddannelse, selvom de stifter familie.
Menneskeret at få børn
Forslaget tager udgangspunkt i et ønske fra studenterrådet Pitaq, der repræsenterer studerende ved Ilisimatusarfik.
Og det bliver mødt med opadvendte tommelfingre fra alle partier.
- Det er ikke i orden, at barselsvilkårene skal være dårligere, blot fordi man er studerende. Det er en menneskeret at få et barn – uanset om man er studerende eller ej, sagde Mariia Simonsen fra Inuit Ataqatigiit under samlingen torsdag.
LÆS OGSÅ Peter Olsen er enig med barslende studerende: De skal kunne beholde deres kollegiebolig
- Vi mener fra Siumut, at det ikke kan forsvares, at nybagte forældre, der skal sørge for det nyfødte barn, må ud og lede efter en anden bolig, lød det fra Siumuts Doris Jakobsen, der samtidig pegede på behovet for flere studieboliger:
- Vi er ganske klar over, at der er mangel på kollegieboliger og derfor er det påtrængende nødvendigt, at der til stadighed bygges nye kollegieboliger til studerende, sagde hun.
Nivi Olsen fra Demokraatit lagde i sit oplæg vægt på, at det kan få konsekvenser for samfundet, at nybagte forældre kan blive nødt til at flytte væk fra uddannelsesbyen.
- I værste fald kan dette være en medvirkende faktor til, at man ikke vender tilbage til sin uddannelse. Dette vil være ærgerligt for såvel den enkelte som for samfundet, sagde hun.
Kan gælde fra sommer
Det var som sagt studenterrådet Pitaq, der i sommer satte fokus på problemet.
Det gjorde de med et debatindlæg, som blandt andet Soriina Davidsen stod bag.
Og hun glæder sig over, at politikerne har lyttet til de studerende:
- Det giver ikke mening, at man sættes på gaden, fordi man skal på barsel. Så vi er glade for, at alle partier er enige om at gøre noget ved det, siger Soriina Davidsen til KNR.
Nu er forslaget sendt videre til Kultur-, Uddannelse-, Forskning- og Kirkeudvalget, og så skal Inatsisartut efter planen behandle det for anden gang 21. april.
Tredjebehandlingen er planlagt til at ske 28. april, og hvis forslaget bliver endeligt godkendt, træder det i kraft 1. juli.