Inatsisartut får ny ombudsmand
Efter en kortere tids jagt efter Inatsisartuts nye ombudsmand, er der nu endelig fundet en ny til stillingen.
Det skriver Inatsisartut i en pressemeddelelse.
Det bliver Gedion Jeremiassen, som tiltræder det vigtige hverv. Det gør han 1. august 2023 og erstatter dermed Vera Leth, som har varetaget opgaven siden 1996.
Gedion Jeremiassen er 61 år gammel, uddannet cand.jur. fra Københavns Universitet og arbejder i dag som selvstændig jurist og beneficeret advokat. Valget af Ombudsmand er sket efter indstilling fra Lovudvalget og under inddragelse af Udvalget for Forretningsordenen, hvor alle Inatsisartuts partier er repræsenteret.
Lovudvalgets formand, Anders Olsen, begrunder valget af Gedion Jeremiassen med hans mange meritter indenfor juraen og hans store erfaring indenfor det grønlandske retssystem:
- Udvalget anser Gedion Jeremiassen som værende af stor integritet, med en bred erfaring, personlig gennemslagskraft og et stort kendskab til forholdene i større og mindre bosteder. Han har under processen vist, at han har stor respekt for Ombudsmandsinstitutionen samt visioner for Ombudsmandsembedets udvikling, siger Anders Olsen i pressemeddelelsen.
Samtidig retter Anders Olsen også en stor tak til Vera Leth, der som sagt har været Inatsisartuts ombudsmand siden 1996.
- Jeg vil som formand for Lovudvalget benytte lejligheden til samtidig at rette en varm tak til den nuværende Ombudsmand for Inatsisartut, Vera Leth, for hendes mangeårige varetagelse af hvervet.
Gedion Jeremiassen bliver den tredje Ombudsmand i Grønland. Vera Leth overtog hvervet efter Emil Abelsen, som var Grønlands første Ombudsmand