Ilulissat værner sig mod hundesyge

Der er fundet symptomer på hundesyge i Ilulissat, derfor gør kommunen klar til at aflive alle løse hunde fra på mandag.
Foto © : KNR
17. marts 2016 09:57

Ilulissat frygter at den dødelige hundesyge kan være nået til byen med de mange slædehunde. Søren Lindenhann, der er fagchef i afdelingen for teknik og miljø bekræfter overfor KNR, at der er blevet aflivet tre hvalpe med symptomer på hundesygen.

På grund af den epidemi, som tidligere på året kostede mange hunde i livet i Qeqertaq, tager kommunen straks sine forholdsregler.

- Derfor skal alle hunde holdes i hundehold og på mandag vil vi så aflive de hunde der er løse, siger fagchef Søren Lindenhann til KNR.

Hundes skal holdes adskilt

Han fortæller, at under et slædeløb i Ilulissat var der ankommet et hundehold fra Qeqertaq. Dette hundehold blev placeret væk fra andre hundehold, men der er efterfølgende blevet aflivet hunde på hundepladsen tættest på denne placering.

Symptomerne på hundesyge

Symptomerne opstår, når virus har spredt sig rundt i alle væv over hele kroppen. Hunden får øget temperatur (39,5-40,5) i op til 3 dage.

 

Derefter falder temperaturen til det normale. Efter et par dage opstår der igen en temperaturstigning på grund af ledsagende bakterieinfektioner.


Symptomerne kan være:

  • Nedsat appetit
  • Grønligt flåd fra øjne og næse
  • Opkast og diarré
  • Væskemangel
  • Hoste/bronkitis/lungebetændelse
  • Fortykkelse af huden på trædepuder og snude.

Kilde: Naalakkersuisut

Det får nu kommunen til at slå opslag op på alle opslagstavler om, at alle hundeejere fra i dag skal have alle hunde i snor.

Læs også 70 hunde aflivet i Qeqertaq

Ingen hundehold må forlade hundepladserne, og vil fra på mandag begynde aflivningen af alle løse hunde.

Der er som udgangspunkt én hundeafliver, men der er anskaffet to ekstra hundeskydere, som i de næste par dage vil holde øje med hundeholdende i de berørte områder.

Nye vacciner på vej

Søren Lindenhann fortæller videre, at man har få vacciner på lager, fordi de fleste blev sendt til Qeqertaq, da hundesygen ramte der. Dyrelægen har dog bestilt vacciner, som forventes at ankomme til Ilulissat lige efter påske.

- Så der er vacciner nok til hele byen, hvis det skulle komme der til, lyder det fra fagchefen.

Læs også Overlevende Qeqertaq-hunde går glip af Avannaata Qimussersua

Han gør det yderligere klart, at hundesygen er meget smitsom. Derfor er forholdsreglerne vigtige. Eksempelvis spredes sygen via slædespor, hvor syge hunde har løbet.

- Det vil sige, at hvis der kommer raske hunde på det spor, så kan de blive smittet med det spor, fortæller fagchef for teknik og miljø Søren Lindenhann.

Læs også Artikel om Hundesyge