Idrætsforbund: GM hænger i tynd tråd i 2021

Coronarestriktioner levner ikke mange muligheder for større sportsarrangementer næste år. GIF håber på politisk opmærksomhed.
Nuka Kleemann
Nuka Kleemann tvivler om der kan afvikles GM næste år. Foto © : Noah Mølgaard
Skrevet af Noah Mølgaard
13. november 2020 13:49

Der er stadig stor usikkerhed, om der kan afvikles GM i forskellige sportsgrene i 2021.

Det blev meddelt under Grønlands Idrætsforbunds ordinære repræsentantskabsmøde fredag. Specialforbund bliver nu inviteret til dialog om alternative former for konkurrencer inden for rammerne af coronareglerne.

Regler for forsamlinger

 

Indtil 31. januar 2021 må der maksimalt være 100 mennesker samlet indenfor. Udenfor er 250 mennesker det højeste antal, der må være samlet.

 

Man må ikke rejse fra kommune til kommune. Ifølge den nye bekendtgørelse fra Selvstyret om midlertidige restriktioner vedrørende forsamlinger står der i paragraf 2:

 

"Ved arrangementer og begivenheder, som kræver tilmelding, skal arrangøren sikre, at personer fra andre kommuner ikke kan tilmelde sig."

- Der er ikke udsigt til, at der kan afvikles grønlandsmesterskaber næste år, sådan som coronarestriktionerne ser ud i dag, siger formand for GIF Nuka Kleemann til KNR.

LÆS OGSÅ Taekwondo online-GM: Anderledes oplevelse

Det er i dag ikke tilladt at afvikle arrangementer, der kræver tilmelding med deltagere fra forskellige kommuner. Reglerne gælder til slutningen af januar.

- Der er ingen udsigt til, at reglerne bliver ændret på nuværende tidspunkt, siger Nuka Kleemann.

Alternative løsninger

Corona var på dagsorden under repræsentantskabsmødet fredag, hvor GIF inviterede specialforbund til at tænke i andre baner til afvikling af sportsarrangementer.

- Der er muligheder for at afvikle stævner indenfor kommunegrænser. Men det er også vores håb, at politikere retter særlig opmærksomhed på vores situation og åbne andre muligheder for landsdækkende sportsarrangementer, siger Nuka Kleemann.

LÆS OGSÅ Naalakkersuisoq om GM: Ikke muligt at imødekomme ønsker fra KAK

Efter længere tids uvished lukkede formanden for Naalakkersuisut, Kim Kielsen (S) muligheden for afholdelse af grønlandsmesterskaber i år i forbindelse med et pressemøde i starten af august.

Fodboldforbundet, KAK og Håndboldforbundet TAAK håbede ellers på at finde alternative måder til at afholde deres grønlandsmesterskaber, men det blev altså afvist af Naalakkersuisut.

Landslægen har også varslet, at coronarestriktionerne kan gælde langt inde i 2021. Indtil videre gælder coronarestriktionerne frem til slutningen af januar, men Naalakkersuisut har løbende forlænget restriktionerne.