ICC vil forsøge at påvirke EU's politik på sælskindsområdet

I dag starter en stor konference i Bruxelles med fokus på EU´s Arktis-politik.
Skrevet af Karsten Sommer
01. juni 2015 07:22

Det er EU selv, der indkalder til konferencen under overskriften ”What´s next for EU Arctic Policy” - hvad skal der ske med EU´s Arktispolitik - og blandt deltagerne er formanden for ICC-Grønland, Hjalmar Dahl.

Og han er ikke i tvivl om hvad EU skal gøre, hvis det europæiske fællesskab blandt andet skal få opfyldt sit ønske om at opnå observatørstatus i Arktisk Råd.

 

EU må ændre sin politik på sælskindsområdet

- Jeg vil gøre konferencen opmærksom på, at EU må ændre sin politik på sælskindsområdet - siger Hjalmar Dahl fra Bruxelles.

Inuit har længe været berørt af EU’s meget restriktive sælskindspolitik, og det er bl. a. det, der hidtil har været hindringen for EU’s observatørstatus i Arktisk Råd.

- Hvis EU vil ind som observatør i Arktisk Råd, så må EU ganske enkelt ændre holdning og begynde at være proaktiv og hjælpe vore sælskindsprodukter tilbage på det europæiske marked, og også kompensere fangerne i Arktis for de skader, sælskindimportforbuddet har forvoldt - siger Hjalmar Dahl før konferencens start i dag.