IA: Thule Air Base bør være international overvågningsstation

Den amerikanske base bør blive international varslings- og satellitsporingsstation til gavn for freden i Arktis, mener Johan Lund Olsen.
24. oktober 2014 11:38

FOLKETINGET: Sikkerhed i Arktis var det store tema, da Folketingets partier i dag debatterede forholdene i Arktis. Det skete på baggrund af regeringens årlige redegørelse om arktisk samarbejde.

Fra talerstolen foreslog Johan Lund Olsen fra Inuit Ataqatigiit, at man bør omlægge den amerikansk-styrede militærbase i Thule til at være en internationalt overvågningsstation.

- Alle andre lande der gerne vil tjene verdensfreden har ikke adgang til de informationer som bl.a. Thule Air Base indsamler. Det mener jeg er forkert, og jeg mener derfor, at vi bør kræve, at Thule Air Base over tid udvikles til at blive en international – og altså ikke blot amerikansk – varslings- og satellitsporingsstation.

Informationerne fra Thule Air Base skal så sendes til FN, som skal være med til at sikre freden i Arktis, fx ved at hindre atomprøvesprængninger eller kemiske eksperimenter med at finde sted.
 

Læs hele talen af Johan Lund Olsen her