IA-politiker forlader kommunalbestyrelse

Lokalpolitiker Mille Søvndahl fra Inuit Ataqatigiit træder ud af kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq. Det meddeler hun i en pressemeddelelse tirsdag eftermiddag.
Mille Søvndal Pedersen
Skrevet af Inge S. Rasmussen
20. april 2016 06:23

Inuit Ataqatigiit har mistet et fremtrædende medlem af kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq.

Mille Søvndahls udtræden sker af personlige årsager, som hun ikke ønsker at uddybe nærmere, skriver hun.

Søvndahl blev valgt til overgangsudvalget i 2008 og hun har siden januar 2009 været medlem af kommunalbestyrelsen og økonomiudvalget. Senest har hun været formand for udvalget for anlæg og miljø i Kommuneqarfik Sermersooq.

- Etableringen af den nye, store kommune har været en kolossal opgave, og den er ikke løst endnu. Jeg mener vi er kommet langt, udtaler Mille Søvndahl.

Ikke et farvel til politik

Hun understreger, at det ikke er et farvel til politik, da hun fortsat vil være medlem af forretningsudvalget i Inuit Ataqatigiits hovedbestyrelse.

Mille Søvndahl bliver afløst af Ado Holm, der var formand for udvalget for anlæg og miljø i forrige valgperiode.

Partiets gruppeformand i kommunalbestyrelsen Charlotte Ludvigsen tager Mille Søvndahls udtræden til efterretning, men betegner det som et tab for kommunen.

- Dog glæder vi os over at gruppen bliver tilført både nye og erfarne kræfter så vi kan arbejde videre med vores politik i Kommuneqarfik Sermersooq, udtaler Charlotte Ludvigsen i den fælles pressemeddelelse fra hende og Mille Søvndahl.

Udover Mille Søvndahl måtte kommunalbestyrelsen tirsdag også sige farvel til Allan Pertti Frandsen fra Inuit Ataqatigiit, da han flytter til Danmark. Han afløses af Pipaluk Lynge.