IA og Partii Naleraq til Kielsen: Træd tilbage!

Det er mangel på lederskab, at Kim Kielsen ikke vil forklare coronaregler, siger Múte Borup Egede og Hans Enoksen.
En landsleder skal kunne melde klart ud om beslutninger. Men det gør Kim Kielsen ikke, mener både IA's formand Múte B. Egede og formand for Partii Naleraq Hans Enoksen.  Foto © : KNR
Skrevet af Ivik Kristiansen
14. august 2020 12:45

Træd tilbage Kim Kielsen! Sådan lyder meldingen fra to oppositionsledere.

Frustrationerne om en ikkeeksisterende kommunikation fra Naalakkersuisut flyder nu over for oppositionen.

En landsleder skal kunne melde klart ud om beslutninger. Men det gør Kim Kielsen ikke, mener både IA's formand Múte B. Egede og formand for Partii Naleraq Hans Enoksen. 

De sætter et stort spørgsmålstegn ved Kielsens lederskab.

LÆS OGSÅ Partii Naleraq er rasende: Udskyder landsmøde

- Jeg mener, at Naalakkersuisut bør overveje, om de sidder i det rigtige sted, hvis de ikke kan kommunikere ordentligt ud til samfundet og ikke kan forklare sig ordentligt, siger formand for Inuit Ataqatigiit, Múte B. Egede. 

Samme toner kommer fra Partii Naleraq.

Regler for forsamlinger

 

Ind til 31. januar 2021 må der maksimalt være 100 mennesker samlet indenfor. Udenfor er 250 mennesker det højeste antal, der må være samlet.

 

Man må ikke rejse fra kommune til kommune. Ifølge den nye bekendtgørelse fra Selvstyret om midlertidige restriktioner vedrørende forsamlinger står der i paragraf 2:

 

"Ved arrangementer og begivenheder, som kræver tilmelding, skal arrangøren sikre, at personer fra andre kommuner ikke kan tilmelde sig."

- Jeg opfordrer Naalakkersuisut til, at de så hurtigt som muligt melder ud, at de træder tilbage, siger formand Hans Enoksen. 

-  De skal også så hurtigt som muligt melde ud til befolkningen, at der skal udskrives valg. Forholdene kan kun blive ændret på den måde. Ingen kan længere acceptere den lukkede ledelse, siger formand for Partii Naleraq, Hans Enoksen.

Åbent brev til naalakkersuisut

Muté Borup Egede og Hans Enoksen var blandt underskriverne på et åbent brev, der blev sendt ud i tirsdags. 

I det åbne brev kritiserede en samlet opposition Naalakkersuisut for coronaregler, som som oppositionen mener er rodede og usammenhængende.

Det samme mener blandt andet kulturhuse, musikere, Grønlands Erhverv og sportsforeninger. 

LÆS OGSÅ Politisk redaktør: Krisen kradser i coronahåndteringen

De kan ikke lave mesterskaber, spille koncerter, holde arrangmenter og andet, der kræver tilmelding på tværs af kommunegrænser. 

KNR har siden 3. august prøvet at få svar fra Naalakkersuisut på frustrationerne over bekendtgørelsen, dog stadig uden held.

Og oppositionen har ikke haft mere held med at få svar, siger Hans Enoksen.

- Vi har endnu ikke fået så meget som en linje eller et ord til et svar. Og det er selvfølgelig meget vanskeligt når man prøver at lave et stykke arbejde, siger han. 

Låg på frustrationer

Samme melding kommer fra Múte B. Egede. 

- Det er alfa og omega i et demokratisk system, at man kan kommunikere. Det er det for formanden for Naalakkersuisut og for alle Naalakkersuisutmedlemmer. Og det er vigtigt, at de frustrationer, der er skabt, får en forklaring, siger han. 

LÆS OGSÅ Samlet opposition kritiserer Naalakkersuisut: Ingen sammenhold mod bekæmpelse af corona

Hans Enoksen er enig. En klar udmelding kunne også have sat en låg på de frustrationer, som nu har fået lov til at vokse sig store, tilføjer han.

- Når man tænker på befolkningen og kritikken fra de mange organisationer, der nu sidder i en vanskelig situation, så er det meget vigtigt at komme med en udmelding, siger Hans Enoksen.