IA og Partii Naleraq: reformer går ud over de svageste

Der var bred enighed blandt partierne omkring mange af emnerne i Naalakkersuisuts Politisk-Økonomiske Beretning for 2015, der i går blev vendt i Inatsisartut. Men der var også punkter, der skilte partierne ad.
16. april 2015 10:06

Særligt var oppositionspolitikerne fra Partii Naleraq og Inuit Ataqatigiit utilfredse med Naalakkersuisuts planer om en førtidspensionsreform, der skal få flere førtidspensionister ud på arbejdsmarkedet, og en alderspensionsreform, der vil forhøje pensionsalderen.

De synes, den stemmer dårligt overens med, at Naalakkersuisut planlægger at sænke selskabsskatten til fordel for virksomheder.
- I forhold til rækkefølgen og prioritering af opgaverne stemmer den ikke helt overens med vores politik, fordi der ikke tænkes så meget på de mindre bemidlede, siger Anthon Frederiksen fra Partii Naleraq til KNR.

Han får opbakning fra Aqqaluaq B. Egede fra Inuit Ataqatigiit:

- Vi fra IA er ikke enig i at man vil skære ned hos de mest trængende for at lette byrden for dem der har mindst brug for det, og i en tid hvor samfundet fattes penge, er det som om Naalakkersuisut gør vilkårene endnu dårligere for folk, det kan vi fra IA ikke stå inde for.

 

Mod på samarbejde
Den reaktion overrasker naalakkersuisuoq for finanser og råstoffer, Andreas Uldum:
 - De har været bannerførere for, at vi følger de anbefalinger, der kommer fra skatte- og velfærdskommissionen. Men nu har de taget en kovending, og det forbavser mig rigtigt meget, og det er ærgerligt, at de ikke har mod på at være med i en førtidspensionsreform, sådan som jeg kan høre det inde i salen, og sådan som jeg kan tyde ud fra deres ordførerindlæg, siger Andreas Uldum.

Men til trods for partiernes uenigheder, mener han stadig, at debatten overordnet set er gået godt:

- Det mod på at ville samarbejde er jeg yderst tilfreds med, fordi det har været kodeordet under alle de forhandlinger, jeg har haft med hensyn til finansloven. Så vi må bygge videre på den gode samarbejdsvilje, der er fra partiernes side, og som forhåbentligt vil gøre, at vi kan nå til en bred enighed, siger Andreas Uldum.
Og han bakkes op af  Atassut.

 

En betænkning for det kommende år

Jeg synes, det er gået godt, fordi alle partier viser samarbejdsvilje, og denne her beretning har det princip, at vi skal have et samlet reformarbejde. Det vil sige, at vi ikke kun isoleret set kigger på enkelte områder af gangen, men prøver at finde en samlet reformpakke, siger Steen Lynge fra Atassut, der som det sidste medlem af Inatsisartut indtog talerstolen.
Også Siumut var tilfreds med tirsdagens debat og med selve den Politisk-Økonomiske Beretning, der blev fremlagt.

- Vi fra Siumut mener generelt at den er god, fordi den også indeholder betænkning for det kommende år, siger Jens Emanuelsen fra Siumut.