IA-medlem forlader Inatsisartut og starter i havorganisation
Sofia Geisler, der er medlem af Inatsisartut for Inuit Ataqatigiit, stopper som politiker. Fremover skal hun arbejde som specialkonsulent i en organisation.
Det skriver hun i et opslag på Facebook:
- Jeg har fået tilbudt en mulighed, som for mig har været svært at komme udenom. Det er ikke hverdag at jeg får sådan en mulighed, og det har selvsagt ikke gjort det nemmere.
- Jeg har overvejet muligheden i en længere periode, og overvejelserne er mundet ud i, at jeg har besluttet at træde ud af hvervet som Inatsisartut medlem dags dato, og herefter begynde som specialkonsulent i Ocean North Kalaallit Nunaat.
Ocean North Kalaallit Nunaat er en ikke-statslig organisation, der arbejder med havbeskyttelse.
Sofia Geisler blev valgt ind i Inatsisartut i 2018 og genvalgt sidste år med 116 personlige stemmer. Siden har hun siddet på posten som formand for udvalget for kultur, uddannelse, forskning og kirke.
Næste IA'er i rækken
Hvem der skal overtage Geislers stol i Inatsisartut er endnu uvist, men det er partifællen Mariia Simonsen, der står øverst på suppleantlisten.
Mariia Simonsen har netop haft en periode som aktiv landspolitiker, fordi Eqaluk Høegh, der også er medlem af Inuit Ataqatigiit, har været på orlov.
Eqaluk Høegh tog orlov som naalakkersuisoq for børn- og ungeområdet i sommer på grund af stress, men har meddelt, at han er klar til at arbejde igen.
LÆS OGSÅ Rokade, orlov og drama: Har du styr på, hvem der sidder i Inatsisartut?
Sofia Geisler takker både Inuit Ataqatigiit-gruppen, de øvrige partier og dem, der har stemt på hende.
- Jeg håber I har været tilfredse med mit arbejde, og at resultatet vil komme jer til gode, skriver hun på Facebook og fortsætter:
- Tak til Inuit Ataqatigiits gruppe i Inatsisartut, som jeg ønsker al held og lykke fremadrettet, og til andre partier, for det gode samarbejde i de forgangne år.
Formelt kan formandskabet i Inatsisartut godkende Sofia Geislers udtræden på vegne af Inatsisartut, men det bliver først til næste samling, som er forårssamlingen til marts, at der formelt kan sættes en suppleant ind.
Inuit Ataqatigiits gruppeformand i Inatsisartut, Agathe Fontain ærgrer sig over, at Sofia Geisler stopper som politiker:
- At hun er blevet tilbudt en stilling, som hun ikke kunne sige nej til, er vi bare nødt til at tage til efterretning. For mig, som Inuit Ataqatigiits gruppeformand er det ærgerligt at hun trækker sig, vi kender hende som en der er meget arbejdsom og er dygtig til sit arbejde, derfor er det ærgerligt. Men der er ikke noget at gøre, det er noget hun selv har valgt, siger Agathe Fontain.