Eqaluk Høegh trækker sig som naalakkersuisoq
Eqaluk Høegh trækker sig naalakkersuisoq.
Det skriver han på Facebook.
- Jeg har holdt møde med formanden for Naalakkersuisut, og har indsendt, at jeg ønsker at træde tilbage som naalakkersuisoq, skriver Eqaluk Høegh på Facebook klokken 15.30.
- Jeg har i længere tid haft problemer med mit helbred, hvilket jeg har været åbent omkring. Det er gået godt i et stykke tid, men jeg er nu der, hvor jeg er nødt til at erkende, at min nuværende helbredstilstand og det store ansvar, der er mig pålagt som naalakkersuisoq, ikke kan forenes lige nu.
Eqaluk Høegh (IA) har været sygemeldt med stress. Det skete i juni blot få måneder efter, at han blev indsat som naalakkersuisoq for familie og justitsområdet i april.
Siden er justitsområdet blevet lagt på Naaja Nathanielsen (IA), der også er naalakkersuisoq for boliger, infrastruktur, råstoffer og ligestilling.
Tilbage var kun familieområdet - og det trækker Eqaluk Høegh sig altså fra nu med øjeblikkelig virkning.
LÆS OGSÅ Efter 100 dages tavshed: Doris J. Jensen skuffet over Eqaluk Høegh
- Jeg takker for den støtte og omsorg, jeg har fået af min omgangskreds. Jeg er ikke i tvivl om, at Naalakkersuisut vil fortsætte det gode arbejde og nå de mål, vi har sat os for at nå, skriver Eqaluk Høegh på Facebook.
- Jeg ønsker at bruge den nærmeste fremtid på at sørge for mig selv og mit helbred.
KNR arbejder lige nu på at få en kommentar fra Eqaluk Høegh. Vi prøver også at få fat i Mute B. Egede (IA), der er formand for Naalakkersuisut.
I en pressemeddelelse siger Mute B. Egede:
- Jeg er meget forstående overfor Eqaluks beslutning. Jeg vil gerne takke ham for hans indsats og det gode samarbejde, som Naalakkersuisut har haft sammen med ham. Ikke mindst ønsker jeg ham det bedste for fremtiden.
Departementet for Børn, Unge og Familier bliver midlertidig varetaget af Mimi Karlsen, der er naalakkersuisoq for sociale anliggender og arbejdsmarked.
LÆS OGSÅ Eqaluk Høegh efter mere end 100 dage: Vi ved stadig ikke nok om det, vi skal arbejde med
Eqaluk Høegh har haft hård modvind som naalakkersuisoq. Ud over at være ramt af stress, har Demokraterne sagt, at han er for stille, og Journalistforbundet har kaldt det forskelsbehandling, at den unge naalakkersuisoq udtalte sig til et medie og ikke et andet.
Eqaluk Høegh meddelte nemlig KNR, at han først ville stille op til interview efter 100 dage i naalakkersuisoq-stolen. Alligevel svarede han på spørgsmål i andre medier.
Alligevel var han ikke i stand til at svare på, hvad han egentlig ville, da KNR fik interview med ham i midten af august.
KNR ville spørge dig om, hvordan I vil arbejde i det nye departement. Er det spørgsmål alt for stort til, at du kunne svare på det i den første måned?
- Jeg vil først og fremmest sige, at vores viden er lav om børn, unge og familier, som skal hjælpes fra det nye departement. Kort sagt: Vores viden er ikke stor nok, derfor er det svært at sige, hvordan vi skal arbejde, svarede Eqaluk Høegh.