IA kræver større indsats over for de hjemløse grønlændere i Danmark

Gruppen af udsatte og hjemløse grønlændere I Danmark er stigende. Og det skal nedbringes med flere penge til området, mener IA i Folketinget.
Foto © : Lisa Risager/Flickr Creative Commons
07. november 2014 08:50

Partiet stiller nu krav til den danske finansminister om at øremærke midler til området. Pengene skal bl.a. bruges på et pensionat og til at skabe bedre integration, lyder det.

 

Der bliver gjort for lidt for gruppen af grønlændere, som rejser til Danmark uden arbejde, studie eller anden mål med tilværelsen.

 

Det mener IA’s Johan Lund Olsen, som i forhandlingerne om næste års danske finanslov stiller krav om et særskilt beløb til at hjælpe hjemløse og særligt sårbare grønlændere i Danmark.

LÆS OGSÅ Flere danske byer tilbyder velkomst-forløb

- Det gør vi fordi, vi kan se, det er et kæmpe problem, at især flere og flere unge rejser til Danmark uden mål og midler.

 

Antallet af hjemløse med en grønlandsk baggrund i Danmark er voksende, lyder det fra De Grønlandske Huse. I 2013 viste den første opgørelse over hjemløse, fordelt ud fra etnicitet, at der er 58 hjemløse grønlændere i Danmark.

 

I Aalborg er hver 4. af byens hjemløse en grønlænder. Mens det i København er det godt hver 10. hjemløse. Og det er dybt alarmerende, mener Johan Lund Olsen.

 

- De tal er helt uhyggelige. Og det er samtlige Grønlandske Huse, der også har understreget det og gjort opmærksom på det. Men de har aldrig fået reaktioner fra den danske regering.

LÆS OGSÅ Råd for socialt udsatte: Lav dansk velkomstpakke til grønlændere

I 2013 blev der dog sat godt 14 mio. kroner af til en særlig indsats over for socialt udsatte grønlændere i Danmark frem til 2016. Men det har hjulpet meget lidt, mener han.

 

- Jeg mener, at mange af mindlerne ikke får til målgruppen, men til en masse administration rundt omkring i det sociale system. Altså de her midler skal jo bruges til målgruppen.

 

Derfor skal de ekstra midler målrettes til konkrete projekter, som Rådet for Socialt Udsatte i Danmark bl.a. anbefaler. Det drejer sig bl.a. om en særligt pensionat for udsatte grønlændere i København og en række andre tilbud:

 

- Det er velkomstpakker, det er særlig rådgivning og vejledning til nyankomne grønlændere, men også fastboende grønlændere, som er socialt udsatte. Der er en række tiltag, som er værd at kigge nærmere på også fra regeringens side.

Den danske regering har som erklæret mål at nedbringe hjemløshed i Danmark generelt.