Råd for socialt udsatte: Lav dansk velkomstpakke til grønlændere

Rådet for Socialt Udsatte i Danmark har nu fremsendt en række anbefalinger til socialminister Manu Sareen vedrørende bedre hjælp til de grønlændere, der flytter til Danmark.
Skrevet af Karsten Sommer
08. maj 2014 04:38

Det handler om at undgå at nytilflytterne ender i en socialt kompliceret tilværelse i Danmark - som det alt for ofte sker nu, skriver rådets formand, Jan Sjursen, til Manu Sareen.

- Når det ved hjemløsetællingen i 2013 blev klart, at kun 2 procent af de grønlandske hjemløse i Danmark er i behandling for misbrug eller psykisk sygdom, viser det klart, at vi her har en målgruppe, hvis behov ikke tilnærmelsesvist bliver imødekommet, siger Jann Sjursen om grunden til, at Rådet har set det nødvendigt at komme med konkrete anbefalinger til den ansvarlige minister.

En af de primære anbefalinger er, at den sociale lovgivning bør forpligte kommunerne til at tilbyde tilflyttende grønlændere en velkomstpakke, der på en kulturelt og sprogligt afpasset måde oplyser om emner som forsørgelse, bolig, jobsøgningshjælp, uddannelsesmuligheder, sociale tilbud, danskundervisning og tolkebistand.

- Mange tror, at Danmark og Grønland er det samme. Men der er en verden til forskel på kulturen og den måde, samfundet og hjælpesystemer er indrettet på i de to lande. Den forskel har grønlændere behov for at få oplyst, når de ankommer til Danmark. Alt andet er et svigt i forhold til Danmarks forpligtelse over for borgerne i rigsfællesskabet, siger Jann Sjursen.

Rådet for Socialt Udsatte anbefaler også et særligt pensionat til ankommende grønlændere, hvor de kan modtage råd og vejledning, og anbefaler også større fokus på psykologhjælp og misbrugsbehandling.