IA-kandidat: Vi har ikke samme pondus

Det bliver svært at leve op til forgængerne, erkender en af de nyslåede folketingskandidater hos IA.
Skrevet af Rune Langhoff
26. juni 2011 12:41

Forleden kritiserede Siumuts bagland partiets egne folketingskandidater for at have for lidt pondus og for ikke at være klar til at løfte opgaven som folketingspolitikere, lød det.

Men mener IAs folketingskandidat Nikoline Ziemer, at hun og partiets fire øvrige kandidater har samme pondus som partiets seneste to folketingsmedlemmer, Juliane Henningsen og Kuupik Kleist?

- Altså, det tror jeg ikke. Kuupik Kleist og Juliane Henningsen er to store navne, men vi må jo gøre, hvad vi kan for at leve op til dem. Og der er ingen tvivl om, at vi vil arbejde hårdt for det, siger Nikoline Ziemer, der sammen med Sara Olsvig, Kaali Olsen, Sofia Rossen og Johan Lund Olsen er IAs kandidater til folketingsvalget senere på året.

Men selvom kandidaterne ifølge Nikoline Ziemer ikke har samme pondus, er opbakningen fra baglandet til gengæld sikker, lyder det.

- Vi har jo hørt lidt polemik omkring Siumuts kandidater, og at der har været utilfredshed i deres bagland. Det synes jeg da er lidt ærgerligt. Jeg har oplevet stor lykønskning med kandidaturet, og det siger jeg mange tak for, siger hun.