URAN IA inviterer udenlandske uranmodstandere

Det udenlandske perspektiv skal bringes ind i den grønlandske debat, mener IA, som holder et uranseminar i Narsaq.
Seminaret om uran bliver holdt i Narsaq. Foto © : KNR
17. maj 2016 05:32

Det bliver med deltagelse af en række udenlandske uranmodstandere, når Inuit Ataqatigiit den 11. juni holder seminar om uran i Narsaq.

IA har valgt at fokus ved seminaret bliver de miljømæssige, sundhedsmæssige konsekvenser ved uranudvinding og de internationale forhold.

Udenlandske bidrag til den grønlandske debat

Talere fra Grønland, Canada og Australien deltager og deler deres viden og meninger om uran og udvindingen af radioaktive mineraler.

- Med dette seminar ønsker vi fra Inuit Ataqatigiit at bringe nogle af de erfaringer fra uran-udvinding vi ikke hører så meget om ind i den grønlandske debat. Vi har fundet det vigtigt, at have deltagere fra Canada og Australien, som ofte fremhæves som gode eksempler. Med seminaret håber vi at bidrage til en mere forskelligartet vidensdeling, siger Sara Olsvig, formand for Inuit Ataqatigiit.

Udenlandske deltagere er alle modstandere

Gruppen af udenlandske deltager tæller både aktivister og videnskabsfolk, som dog har det til fælles, at de alle hører til i gruppen af uranmodstandere.

Her fra landet deltager, fåreholdernes organisation, ligesom grupperne for og imod uran i Narsaq er inviteret som talere.

Seminaret er åbent for alle og mineselskabet GME er også inviteret ligesom de øvrige partier er.