IA: Indfør kiffaq-ordning

Partiet vil indføre den omdiskuterede afbetalingsordning for at nedbringe borgernes stigende gæld til det offentlige. Demokraterne ser muligheder i en kiffaq-konto.
20. maj 2015 13:11

Hvis vi skal vores voksende gæld til det offentlige til livs, skal man indføre kiffaq-ordningen, hvor det offentlige sørger for, at man får betalt sine regninger.

Det mener IA, der vil gøre op med de stigende restancer, der i år rammer svimlende 932 millioner kroner.

Kiffaq-ordningen går ud på, at borgernes indtægter ryger ind på en konto, hvor ens udgifterne bliver trukket fra, før resten af pengene er disponible.

Læs også Vores gæld til det offentlige vokser markant

Hos IA mener politisk ordfører Naaja Nathanielsen, at den stigende gæld er udtryk for landets dårlige økonomi, men også at solidariteten og viljen til at bidrage til samfundet mangler hos nogle mennesker.

Det kan man rette op på ved at indføre Kiffaq-ordningen, siger hun.

- Kontoen er en god idé, fordi den hjælper folk med at få overblik over deres egne regninger. Den sikrer, at samfundet får de penge, som man har krav på og så får man forhåbentlig også et overblik over, hvor mange der reelt har brug for hjælp. Så kan man få givet dem den rette hjælp via de rette kanaler såsom de sociale myndigheder, siger hun og opfordrer Naalakkersuisut til at indføre ordningen.

Læs også Forsøg skal nedbringe kæmpegæld

Den omdiskuterde kiffaq-ordning har været på det politiske tegnebræt før. Sidste forår overvejede daværende naalakkersuisoq for boliger Siverth K. Heilmann (A) at genindføre ordningen. I Kommune Kujalleq indførte man ordningen på prøve sidste år.

På landsplan er det blevet ved snakken, mens gælden er vokset stødt på to år med næsten 80 millioner kroner.

Der kan dog være en opblødning på vej.

Læs også Kiffaqkonto skal nedbringe restancer

Naalakkersuisoq for finanser Anda Uldum (D) er ikke afvisende overfor at indføre en kiffaq-konto. Det er hans partikollega Tillie Martinussen heller ikke. Det kan være et nyttigt værktøj for at få inddrevet gælden hos de værste skyldnere, siger hun.

- Det kunne måske være en god ide at anvende en kiffaq-ordning, men kun som en sidste vej, når man har udtømt alle andre muligheder og kun overfor et mindretal med restancer. Resten skal vi have fundet nogle gode løsninger med, siger hun.

En af Tillie Martinussen løsninger er, at gældsplagede husejere skal have mindre og dermed mere realistiske afdragsordninger, hvis de ikke kan betale deres regning. Det skal sørge for, at folk i det mindste får betalt noget af regningen, så gælden ikke får lov til at vokse folk over hovedet og i sidste ende koste folk deres hjem, siger demokraternes politiske ordfører.

Læs også Maliina Abelsen: Kiffaq-kontoen er nødvendig