IA-formand: - Vi afleverede kandidatlisterne til tiden

- Det var først, da vi kom til kommunen, at der opstod tvivl om, hvorvidt det skulle være formandens underskrift. Vores organisatoriske næstformand var selvfølgelig klar til at underskrive, men kommunens folk insisterede på, at det skulle være formanden, siger Sara Olsvig, der er godt ærgerlig over forløbet, der nu overlades til Valgnævnets bedømmelse.
08. november 2014 15:34

Men Sara Olsvig står fast på, at IA afleverede valglisterne til tiden.


- Vi var til stede med listerne i god tid. Og vores organisatoriske næstformand Juliane Henningsen kunne og ville selvfølgelig have skrevet under på dem, hvis ikke kommunens folk havde insisteret på, at skulle være mig som formand. Vi forsøgte ellers at henvise til valglovens § 13, stk. 5, at det blot er en med fuldmagt fra partiet, der ville kunne skrive under.

Læs også Fejlagtig rådgivning resulterer i sen kandidatliste fra IA

Men det blev ikke accepteret. Og det betød, at vi herefter blev forsinket. Jeg sad i Paamiut og måtte have min underskrift frem digitalt, og det betød, den først nåede frem efter kl. 12.00. forklarer Sara Olsvig, der er godt ærgerlig over, at IA blev vejledt af de forkerte folk.


Ikke en rar oplevelse

Hun siger også, at vi forsøgte at holde hovedet koldt.


- Vi kunne jo se, at det var en uheldig menneskelig fejl, der var årsag til, at min underskrift lige præcis ikke nåede frem til kl. 12.00, selv om vi havde nogle minutter at løbe på. Men vi må fastholde, at vi afleverede listerne til tiden, siger Sara Olsvig.


Epioden betød, at formanden for valgbestyrelsen, Kommuneqarfik Sermersooqs borgmester Asii Chemnitz Narup igår eftermiddags måtte rykke ud med en beklagelse og den dramatiske hændelse.


- En enig valgbestyrelse i Kommuneqafik Sermersooq har besluttet at sende kandidatlisten videre til valgnævnets godkendelse med indstilling om at den betragtes som rettidigt indlevet, hed det blandt andet i brevet, der sluttede med, at "Til brug for valgbestyrelsens beslutning blev der indhentet en ekstern juridisk vurdering.

Alle partiernes kandidatlister skal endeligt godkendes af valgnævnet, der holder møde på mandag.