IA beder om kammertonen til valgkampen

Der er valg til inatsisartut og kommunalbestyrelser i 2013. Inuit Ataqatigiit appellerer til at debatten ikke bliver for personfikseret i partiets nytårsudtalelse.
Skrevet af Noah Mølgaard
03. januar 2013 12:55

Valgkamp til inatsisartut og kommunalbestyrelser vil sikkert præge debatten i 2013. Og partierne har allerede taget hul på valgkampen.

- 2013 er et valgår hvilket vi ser meget frem til. Det markerer at vi er et demokrati. Vi ser frem til en intens valgkamp fyldt med sagligt indhold. Vi frabeder os en personfikseret valgkamp og ønsker i stedet visioner for fremtidens Grønland. For der kommer også en tid efter valget, skriver Aqqaluaq B. Egede og Naaja Nathanielsen i partiets nytårsudtalelse.

- Uanset udfaldet af de kommende valg vil Inuit Ataqatigiit arbejde videre med at implementere Selvstyreaftalens muligheder. Og vi vil arbejde for at landets befolkning ikke skal begrænses af deres levevilkår. Ingen må føle sig sat udenfor indflydelse. Så vores opfordring til befolkningen er denne: lad os fortsætte debatten om vores lands udvikling i 2013, med samme intensitet og engagement som i 2012, skriver Aqqaluaq B. Egede og Naaja Nathanielsen.

Der er store ændringer på vej i det grønlandske erhvervsliv, hvor råstoffer kommer til at spille en større rolle. Men samfundet har stadig store problemer, som kræver store ressourcer at løse.

- Vi står overfor nogle meget alvorlige menneskelige problemer i vores samfund, såsom vold, seksuelle overgreb og alkohol- og hashmisbrug. Og realiteterne er, at mange har nogle hårde livsvilkår med et lavt uddannelsesniveau, dårlige boligforhold og få lokale jobmuligheder.

- Inuit Ataqatigiit tror ikke, at ”mere af det samme” vil løse problemerne. Vi tror på, at vi må ændre på det bestående, for at skabe nye muligheder. I fællesskab. Det kræver ikke bare at den enkelte borger træffer nogle modige valg. Det kræver også, at vi fra politisk side tør tage stilling til disse problemer og tør formulere vores bud på løsninger, skriver IA.