Tjek din skat: I år bliver der udbetalt 223 millioner kroner til borgerne

Godt og vel halvdelen af befolkningen skal have penge tilbage i skat. Om man er en af de heldige, kan man nu tjekke på e-boks og Sullissivik.gl.
Foto © : Mads Jensen/Ritzau Scanpix
Skrevet af Emil Weis
21. august 2026 11:06

223,2 millioner kroner.

Så mange penge skal befolkningen have tilbage i skat. 

Det skriver Departementet for Finanser i en pressemeddelelse. 

- I alt udbetaler Skattestyrelsen 223,2 mio. kr. til borgerne, står der i pressemeddelelsen.

Skattestyrelsen udbetaler beløbet for overskydende skatter betalt i skatteåret 2025. 

Der er i alt 24.426 borgere, der står til at få penge tilbage i skat. Af de lidt mere uheldige, som skal betale flere penge i skat, er der 3.398 borgere. 

De uheldige skal betale et samlet beløb på 132,5 millioner kroner tilbage i skat. 

Sådan tjekker du

Man kan allerede nu tjekke på både e-boks og ‘Min Skat’ på Sullissivik.gl, om man skal have penge tilbage i skat, eller om man skal betale restskat. 

Dem, der skal have penge tilbage, vil automatisk få indbetalt pengene på deres nemkonto senest den 31. august.

Hvis man skal betale penge tilbage, så skal man selv indbetale beløbet, ellers vil beløbet blive modregnet i ens skattefradrag for 2027, samtidigt med at man skal betale en rente på 6 procent. 

Du kan læse mere om det på denne side under punktet ‘restskat’. 

Derudover har Skattestyrelsen også lavet årsopgørelse på beskæftigelsesfradraget Suila-tapit. Hvis man har fået udbetalt mere end 2000 kr. for meget, så vil man blive opkrævet beløbet.