Nordisk Råd: Hvordan redder vi havet?

Hvordan redder vi havet? Det er det store spørgsmål, når medlemmerne af Nordisk Råd mødes til temasession i Island den 9. og 10. april.
Foto © : NASA/Kathryn Hansen
Skrevet af Karsten Sommer
09. april 2018 11:24

Det er Norge, der i år har præsidentskabet for Nordisk Råd, og det er Norge, der har valgt at havet skal prioriteres særligt i år.

Det skyldes at alle medlemslandene er kystnationer og at havet er en vigtig ressource for rigtig mange nordiske indbyggere, siger Nordisk Råds præsident, Michael Tetzschner.

Han peger blandt andet på, at den øgede aktivitet i havet, med for eksempel nye sejlruter til Asien, både giver medlemslandene store muligheder, men også et ansvar.

-  Vi bør sørge for, at brugen af havressourcer bliver reguleret, at overfiskeri forhindres, og at udnyttelsen af mineralforekomster og andet, der kan findes på havbunden, reguleres, siger Michael Tetzschner.

Inatsisartut udvælger to medlemmer som repræsenterer Grønland i Nordisk Råd. Men på grund af valget til Inatsisartut vil der ikke være grønlandsk deltagelse ved temasessionen i Akureyri i Island oplyser Inatsisartuts Bureau til KNR.

Indtil valget er overstået er Inatsisartuts arbejde i Nordisk Råd stillet midlertidigt i bero.