Rapport: Hver tredje socialt udsatte grønlænder har været udsat for vold

Mange socialt udsatte grønlændere i Danmark har været udsat for vold, viser ny rapport. Meget alvorligt, siger Rådet for Socialt Udsatte.
31 procent af de socialt udsatte grønlændere i Danmark har været udsat for vold. I gruppen af andre socialt udsatte er det kun 16 procent.
08. oktober 2019 08:30

Socialt udsatte grønlændere i Danmark er mere udsat for vold og trusler end andre socialt udsatte.

Det viser en ny rapport, der har undersøgt forskellene mellem socialt udsatte grønlændere i Danmark og andre socialt udsatte.

Knap hver tredje socialt udsatte grønlænder i Danmark har været udsat for vold. Det er en andel, der er mere end dobbelt så stor som hos andre socialt udsatte.

LÆS OGSÅ Penge fra satspuljen fortsætter til grønlandske udsatte

- Det er meget alvorligt, at socialt udsatte grønlændere i så høj grad udsættes for vold, siger Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte, der har fået undersøgelsen lavet og som har betalt den.

Andelen af socialt udsatte grønlændere, der har været udsat for trusler er også større end andre socialt udsatte. Over en tredjedel af de socialt udsatte grønlændere har været udsat for trusler, mens det er mindre end en fjerdedel af den anden gruppe.

Også på mange andre områder er gruppen af socialt udsatte grønlændere anderledes end andre socialt udsatte. Blandt andet i forhold til hjemløshed, alkohol- og hashmisbrug, helbred og kontakt til venner og familie.

LÆS OGSÅ Danmark og Grønland skal hjælpe udsatte unge sammen

- Derfor er der måske grund til at overveje, om de har brug for nogle andre tilbud og tilgange end andre socialt udsatte borgere, siger Jann Sjursen.

Rådet for Socialt Udsatte præsenterer hele den nye undersøgelse af socialt udsatte grønlænderes sundhed, sygelighed og trivsel i Danmark på en konference i morgen på Borups Højskole i København.

Rapporten er lavet af Statens Institut for Folkesundhed under Syddansk Universitet.