Penge fra satspuljen fortsætter til grønlandske udsatte

Frem til og med 2020 bliver der stadig givet penge til projekter for udsatte grønlændere i Danmark og grønlandske børn og unge, selv om statens satspuljeordning bliver nedlagt.
Foto © : Lisa Risager/Flickr Creative Commons
08. december 2018 13:43

Midlertidige projekter for socialt udsatte grønlændere i Danmark, der får penge af den danske satspulje, bliver ikke ramt - i hvert fald ikke lige med det samme.

LÆS OGSÅ Satspuljemidler er ikke indireke bloktilskud

Det ligger fast, selv om et flertal i Folketinget har besluttet at nedlægge satspuljen. I stedet skal en del af pengene fra puljen, der hvert år rummer omkring en milliard kroner, gå til højere pensioner i Danmark.

Satspuljen

Satspuljen blev oprettet i 1990. Pengene i puljen kommer fra overførelsesindkomster, f.eks. kontakthjælp.


Partierne bag satspuljeforliget har siden 1990 forhandlet hver oktober om fordelingen af puljens penge, som årligt er på omkring én milliard kroner.

Venstre, Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti trækker sig ud af forliget ved næste folketingsvalg i 2019. Dermed er der ikke længere et flertal bag satspuljen, og den bliver nedlagt.

De grønlandske partier i Folketinget er ikke en del af forliget bag satspuljen.

Siden 1990 har satspuljen støttet projekter, der over en afgrænset årrække har fungeret til gavn for socialt udsatte borgere i Danmark. Også projekter for udsatte grønlændere har flere gange fået del i pengene.

Blandt andet har De Grønlandske Huse siden 2017 fået penge til projekter, der skal hjælpe nyankomne grønlændere i Danmark i gang med en god tilværelse.

Også Grønlands Selvstyret har siden 2017 fået mindst 2,2 millioner kroner om året til at styrke indsatsen over for børn og unge her i landet.

Pengene til Selvstyret fortsætter frem til 2020 som planlagt, selv om satspuljen bliver nedlagt inden da.

LÆS OGSÅ Hvorfor må vi ikke forhandle satspulje

Også støtten til udsatte grønlændere i Danmark på i alt 36,4 millioner kroner over fire år fortsætter til og med 2020.

Fra 2020 vil en del af de socialprojekter, der i dag får penge fra satspuljen, få penge fra den danske finanslov, mens der stadig vil være en reserve, som foreninger kan søge til midlertidige projekter, siger socialminister Mai Mercado (K) til Ritzau:

- Jeg tror ikke, at der vil være den store forskel for foreninger, der søger, fordi der vil stadig være en reserve, hvor de kan søge ind.

LÆS OGSÅ Ny hjælp til udsatte grønlændere i Aarhus