Sara Olsvig: Satspuljemidler er ikke indireke bloktilskud
Der er ikke tale om bloktilskud ad bagvejen, når den danske stat yder støtte til det grønlandske socialområde til en værdi af 10 mio. kroner over de næste fire år.
Det siger naalakkersuisoq for sociale anliggender, Sara Olsvig, til KNR.
- Det er et gensidigt forhold, hvor fx særlig viden om behandling af seksuelt misbrugte børn og voksne er en viden, vi leverer fra Grønland til Danmark og andre nordiske lande. Så der er en gensidighed her, og de 10 mio. over fire år er et udtryk for, at man ønsker at fortsætte det samarbejde.
Sara: Grønland prioriterer socialområdet højt
Lektor i Kultur og Globale Studier ved Aalborg Universitet, Ulrik Pram Gad, mener, at Grønland med satspuljepengene sniger sig uden om det fastlåste bloktilskud. Også selv om pengene bliver udvekslet i form at bl.a. faglig viden for en værdi afg 10 mio. kroner.
Selvstyret burde nemlig selv have brugt penge på at købe faglig rådgivning fra Danmark, fordi socialområdet er et hjemtaget område.
LÆS OGSÅ Forsker Satspuljepenge til Grønland udfordrer aftale om bloktilskud
IA har ikke stemt for den grønlandske finanslov de senere år. Men socialområdet står højt på listen hos Naalakkersuisut, forsikrer Sara Olsvig.
- Naalakkersuisut kommer til at prioritere socialområdet meget højt i de her finanslovsforhandlinger og i de kommende år. Så der gør vi allerede noget ekstra.
Ønske om mindre bloktilskud
IA ønsker at bruge 5 mio. kroner på omsorg for børn og unge på næste års finanslov. Men ved årsskiftet foreslog partiet at skære 10 mio. kroner om året af bloktilskuddet fra Danmark.
Et beløb, der svarer til værdien af den hjælp, som Grønland nu får i satspuljemidler af Danmark frem til 2020.
På spørgsmålet om, om Danmark kan komme til at støtte andre områder, der er hjemtaget af Grønland, siger Sara Olsvig.
- Naalakkersuisut har ikke nogen holdning om, at Grønland skal isolere sig. Heller ikke når vi bliver selvstændige. Det er altid godt at have et samarbejde på tværs af lande, og særligt på områder der handler direkte om mennesker. Og det samarbejde vil fortsætte uanset hvordan Grønlands position er.