Aleqa Hammond: Hvad venter Udenrigsministeren på?

Folketingsmedlem Aleqa Hammond fra Nunatta Qitornai undrer sig over et svar fra Udenrigsminister Anders Samuelsen, hvoraf det fremgår, at den danske regering endnu ikke har taget stilling til at udvide istjenesten til at dække hele Grønland.
Foto © : Isak Lynge Rasmussen/KNR
Skrevet af Karsten Sommer
06. december 2018 07:03

Svaret undrer Aleqa Hammond, fordi netop udvidelsen af istjenesten fremgår af regeringens udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi for 2019 - 2020.

I november fremlagde Udenrigsministeren strategien, hvor det klart fremgik at der var et ønske om en udvidelse og modernisering af istjenesten, så den fremover skulle dække hele Grønland. Og at det ville understøtte Grønlands økonomiske udvikling og mulighed for øget turisme.

LÆS OGSÅ Nyt forskningscenter i Grønland og øget overvågning af Arktis

I Udenrigsministerens svar til Aleqa Hammond, fremgår det nu, at regeringen slet ikke har taget stilling til at udvide istjenesten til at dække hele Grønland. Også selvom der ifølge Anders Samuelsen er fuld klarhed over både hvor lang tid det vil tage at indføre en landsdækkende istjeneste og hvad det vil koste.

- Jeg forstår ikke hvorfor ministeren tøver. Det er jo åbenlyst, at den vil være til gavn for alle, og at den simpelthen ikke kan indføres hurtigt nok med den udvikling, indenfor bl.a. krydstogtsejllads, vi allerede ser nu, skriver Aleqa Hammond i et fornyet spørgsmål til Udenrigsministeren via Folketingets Grønlandsudvalg.

- Vi skulle jo nødig igen ende i en situation som med regeringens behandling af søkortene i Grønland. Derfor har jeg bedt ministeren om en forklaring, slutter folketingsmedlemmet.

LÆS OGSÅ Kunstig intelligens og satellitter skal gøre det sikrere at sejle

LÆS OGSÅ Moderniseret istjeneste for Sydgrønland skaber øget sikkerhed