Hundredvis af unge er gået i stå i Qaasuitsup

På grund af manglende uddannelsesplaner og strategier taber vi unge i uddannelsessystemet, fortæller fagchef i Qaasuitsup Kommunia. Politikerne erkender problemet.
334 unge mellem 15 og 24 år er ikke i gang med uddannelse eller arbejde i Qaasuitsup Kommunia
Skrevet af Jaaku Lyberth
15. marts 2017 11:34

Alle i Grønland skal have mulighed for at få en uddannelse og komme i arbejde, sådan står der på Qaasuitsup kommunias hjemmeside. Men 25 procent af de unge mellem 15 og 24 årige mangler uddannelsessteder, så de kan komme videre

Problemet var det samme i 2016, og der er ikke noget, der har ændret sig, fortæller fagchef i Majoriaq i Qaasuitsup Kommunia, Thora Siegstad.

Hun peger blandt andet på, at der ikke bliver lavet uddannelsesplaner for de unge.

-  Det er blandet andet det, vi skal have op og køre, og så skal vi etablere et samarbejde mellem folkeskolen og Majoriaq, siger fagchefen.

Dermed er det 334 unge mellem 15 og 24-årige, der står ledige i februar måned. Det en fjerdedel af alle i denne aldersgruppe i kommunen.

Debat

Og det var et emne, der optog politikerne under mandagens vælgermøde i Ilulissat.

Under det første valgmøde i kommunerne mandag aften erkendte en af kandidaterne, at kommunen ikke har arbejdet nok med at lave handlingsplaner for de unge.

- Vi har i vores kommune mistet alt for mange unge mellem 16 og 25 årige, sagde Nuka Kleemand, IA kandidat til kommunevalget i Qaasuitsoq nord.

Også Demokraternes Lena Ravn Davidsen mente, at der skal sættes ind.

- En meget tidligere indsat er nødvendig, sagde Lena Ravn Davidsen under valgmødet i Ilulissat mandag aften.

Efterlyser pladser

Partii Naleraq mener også, at de unge skal ud og bestille noget, men der særligt ét problem, som står i vejen.

- Der er ikke nogen praktikpladser, sagde Jens Peter Lange fra Naleraq.

For at aflaste problemet  har fagchefen i Majoriaq i Qaasuitsup Kommunia et forslag.

- Det er folkeskolen, Majoriaq og erhverslivet. Vi har brug for erhverslivet  til at hjælpe de unge videre, også til afprøve noget jobtræning eller revalideringsforløb, siger Thora Siegstad.