Hotelejer i Qaanaaq får Nersornaat

Birthe Jensen fra Qaanaaq har modtaget den fornemme hæder Nersornaat i sølv.
Birthe Jensen har modtaget Nersornaat i sølv for sine mange bedrifter gennem livet. Blandt andet at drive et lokalt hotel sammen med sin mand gennem mange år. Foto © : Bureau for Inatsisartut
25. juni 2024 14:47

Birthe Jensen, der i mange år har drevet et lokalt hotel i Qaanaaq, været jordmoder i byen og formand for Red Barnet de seneste 10 år, er blevet anerkendt med Nersornaat i sølv af Grønlands Selvstyre.

Det skriver Selvstyret i en pressemeddelelse.

Hædersmedaljen blev overrakt af formanden for Inatsisartut, Mimi Karlsen (IA). I sin tale fremhævede hun blandt andet, at Birthe sammen med sin mand har bidraget til mange arbejdspladser i Qaanaaq gennem tiden, fordi de har drevet hotel. 

Nersornaat

Nersonaat er en fortjenstmedalje.

Den uddeles af formanden for Inatsisartut.

Medaljen kan tildeles alle, der i en længere periode og i væsentlig grad har ydet en fortjenstfuld indsats for Grønland, herunder grønlandsk sprog, kultur og anseelse.

Medaljens uddeles i guld og sølv.

Medalje i guld uddeles højst én gang om året.

Sølvmedaljen uddeles højst fem gange om året.

Hotellet måtte lukke efter corona-pandemien, og det satte Mimi Karlsen også ord på:

- Vi mærker alle konsekvensen af det i dag, når vi gæster byen, og når vi skal finde både logi og forplejning. Vi mangler ganske enkelt dette hotel, lød det i hendes tale til Birthe Jensen.

Flere imponerende bedrifter

Udover hoteldriften fremhævede formanden også, at den ivrige ildsjæl har fungeret som jordmoder for både byen og bosteder i oplandet.

- Du bidrager til at skabe glæde for dine medborgere hos både unge og gamle, og Formandsskabet har ved deres indstilling lagt vægt på, at du har bidraget positivt og konstruktivt til dit lokal samfund, sagde Mimi Karlsen.

Nersonaat i sølv er en hæder, der tilfalder udvalgte personer, og som i modsætning til Nersonaat i guld er til evigt arv og eje. Når man bliver tildelt en i guld, skal den leveres tilbage til selvstyret, når modtageren går bort.