Eksperter: Historien om forsvarets blod og sprængstoffer tyder på regeringslæk

KNR har talt med to eksperter, som finder oplysningerne i DR's artikel yderst opsigtsvækkende. Her vurderes det, at historien er et bevidst signal til USA fra Danmark.
En soldat lader som om, han er død, under en militærøvelse med danske, franske og tyske soldater i Kangerlussuaq sidste år. Foto © : Markus Valentin / KNR
Skrevet af Markus Valentin
20. marts 2026 07:30

Artiklen er opdateret d. 30 marts med en kommentar fra DR.

De danske og allierede soldater, som ankom under krisen med USA i januar, var klar til at sprænge landingsbaner i Nuuk og Kangerlussuaq i luften for at forhindre USA i at lande med soldater.

Det skriver DR, som baserer deres historie på mindst 12 anonyme kilder fra toppen af den danske regering, Forsvaret og 'centrale kilder i vores tætteste allierede lande i Europa'.

Foruden sprængstof havde Forsvaret også blod med for at forberede sig på sårede soldater i tilfælde af kamp.

Øvelsen gik under navnet Operation Arctic Endurance og havde officielt til formål at styrke forsvaret af Grønland for at imødekomme de amerikanske bekymringer om manglende forsvar i Arktis og for at afskrække Rusland.

Men flere eksperter, som KNR også har talt med, har fortalt, at USA så øvelsen som en trussel imod dem selv.

17. januar fortalte chefen for Arktisk Kommando, generalmajor Søren Andersen, at der i hvert fald var ankommet 100 soldater i Nuuk og 100 soldater i Kangerlussuaq. Derudover landede tyske soldater samt franske alpetropper. Foto © : Markus Valentin / KNR

Nu har KNR rakt ud til forsvarseksperter for at høre, hvor usædvanligt det egentlig er, at Forsvaret tager blod og sprængstof med på militære øvelser. 

Men også hvad vi skal give historien af betydning.

Bevidst læk

Peter Viggo Jakobsen er Ph.d. i international politik og lektor ved Institut for Strategi og Krigsstudier.

Han fortæller, at DR's historie bekræfter, at der ikke var tale om en øvelse, men derimod en klargørelse til at forsvare sig i tilfælde af en krig med USA.

- Det handlede om at signalere til amerikanerne, at de skulle blive hjemme, fordi de ikke var velkomne, og at de ikke skulle besætte Grønland. Og det er jo også derfor, at man nu lækker det til pressen, siger Peter Viggo Jakobsen.

Peter Viggo Jakobsen er Ph.d. i international politik og lektor ved Institut for Strategi og Krigsstudier. Han er ikke i tvivl om, at den danske regering forsøger at sende et signal til USA. Ellers mener han ikke, at kilder fra regeringstoppen havde udtalt sig til journalister. Foto © : Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Netop at denne her historie har så mange kilder i toppen af den danske regering og Forsvaret, fortæller eksperten, at regeringen ønsker at sende et signal.

- Det er et signal til USA om, at vi mener det (forsvaret af Grønland, red.) alvorligt, hvis de skulle være i tvivl. Hvis regeringen ikke havde lyst til, at det her skulle komme ud, så var det jo ikke kommet ud, siger Peter Viggo Jakobsen.

Danmarks Radio afviser i et svar, at historien er et resultat af et planlagt regeringslæk og skriver: 

- En lille gruppe DR-journalister har individuelt og gennem et års tid ført adskillige samtaler med en række centrale kilder fra Forsvaret, udlandet, regeringen og efterretningsverdenen. Det er journalisterne, der har kontaktet kilderne - ikke omvendt. Disse samtaler er grundlaget for, at vi kunne sammenstykke den historie vi udgav i sidste uge.

Blod og sprængstof

Peter Viggo Jakobsen fortæller, at det kun ville være usædvanligt at tage sprængstof og blod med til en øvelse i Grønland, hvis det ikke handlede om USA.

- Det er jo ikke usædvanligt, når du ser på, hvad øvelsen handlede om, siger han og fortsætter:

- Når man vil lave en øvelse eller sende et signal om, at man har tænkt sig at slås, hvis det bliver nødvendigt, så er du jo nødt til at indsætte soldater med det rigtige udstyr, der kan gøre det, der skal til.

Marc Jacobsen er Ph.D og lektor ved Forsvarsakademiet med speciale i Arktisk sikkerhedspolitik. Han fortæller, at historien om blod og sprængstoffer er særlig interessant, fordi DR har så mange kilder fra den danske regering, Forsvaret og de allierede, som understøtter, at der var tale om en øvelse, men derimod en forberedelse på krig med USA. Foto © : Marc Jacobsen

KNR har også talt med Marc Jacobsen. Han er lektor ved Forsvarsakademiet med speciale i Arktisk sikkerhedspolitik.

Han fortæller ligesom Peter Viggo Jakobsen, at hvis det rent faktisk var en militær øvelse, som Arktisk Kommando og Forsvarsministeriet påstod, så ville det være 'ekstremt usædvanligt' at have blod og sprængstof med.

Hvorfor er det, at man ikke ville tage de her ting med, hvis det bare var en normal øvelse? 

- Hvis man tager på en normal militær øvelse, så regner man ikke med, at folk taber store mængder blod. Man forbereder sig ikke på sådan nogle scenarier i normale øvelser og strategier, siger Marc Jacobsen.

Kunne man forestille sig, hvis Arktisk Kommando og Forsvarsministeriet taler sandt om, at det er en øvelse imod Rusland, at man netop tager noget blod og sprængstof med, så man netop kan simulerer krig?

- Historien er, at man forberedte sig på at sprænge landingsbaner i luften. Det er jo absolut ikke noget, man gør i militære øvelser.

Den samlede historie

Marc Jacobsen understreger, at man ikke skal se isoleret på blod og sprængstoffer. 

Grunden til, at det er særligt interessant, er, at det kædes sammen med så mange højtstående kilder, som fortæller, at de var klar til at gå så langt som overhovedet muligt overfor USA, vurderer eksperten.

- Det er jo ikke kun det alene. Det er alle deres kilder sammenlagt, som bekræfter de handlinger, der var. Altså hvor der er både franske og tyske kilder, der siger, de var også klar til at gå endnu længere, siger Marc Jacobsen.