Tiltalte i drabssag nægter sig skyldig
I dag sidder en 42-årig mand på anklagebænken for drabet på en 20-årig mand tilbage i 2024.
Manden nægter sig skyldig og ønsker ikke at udtale sig i sagen, men det er stadig anklagemyndighedens opfattelse, at den 42-årige begik drabet, der skete tilbage i oktober 2024.
Det slog anklager Aprilia Jespersen fast kort efter, at retssagen startede. Årsagen er, at den 42-åriges fingeraftryk er fundet på den forurettede og flere steder ved det depotrum, hvor den afdøde blev fundet om formiddagen den 4. oktober 2024.
Men forsvaren til den 42-årige tiltalte oplyser i retten, at manden nægter sig skyldig og har en påstand om, at han skal frifindes.
Det står i stor kontrast til anklagemyndighedens påstand om, at manden skal anbringes på et psykiatrisk hospital i Danmark.
DNA er påvist flere steder
Flere gange under retssagens første dag gennemgår anklageren en række billeder, hun mener er relevant for sagen og er med til at underbygge påstanden om, at den 42-årige er skyldig i drabet.
Manden, der sidder på anklagebænken, er i retten en rolig mand, der ikke rigtig rører på sig under retsmødet. Men hans ben vipper konstant i en urytmisk takt, så han sidder og vibrerer.
Da anklageren kommer til DNA, viser de kriminaltekniske undersøgelser, at den tiltaltes DNA er fundet flere steder, og det er med størst mulig sandsynlighed, at det er bevist, det er hans. Første vidne afgiver forklaring i sagen i dag klokken 13.
Manden er tiltalt for at have slået en 20-årig mand i hovedet med en stump genstand, så den 20-årige er død af sine kvæstelser. Manden er tidligere dømt for drab, fortæller anklageren i retten.
Første vidne er familie
Første vidne er et familiemedlem til den tiltalte. Han fortæller, at han sidst så den 42-årige en uge, inden han bliver anholdt.
- Det undrede mig, for han plejede at komme forbi hver dag, fortalte vidnet.
Den søndag, hvor vidnet så tiltalte for sidste gang, gik de en tur ned til stranden, hvor den 42-årige ifølge vidnet opførte sig helt normalt.
Halvsøster vidner i retten
Det fjerde og sidste vidne for i dag er tiltaltes halvsøster. Fordi hun er i tæt familie med den 42-årige, har hun ikke pligt til at udtale sig, fortæller retten. Men hun ønsker at vidne.
Hun fortæller, at tiltalte var hos hende indtil den 42-årig blev anholdt den 12. oktober.
- Da politiet kom for at anholde ham, spurgte jeg, hvad der skete, men jeg fik intet svar, og han kiggede bare på mig med et smil, fortæller kvinden i retten.
Inden kvinden forlod retten, kiggede hun tilbage på tiltalte
- Bye, sagde hun lidt rørt.
Retten er hævet for i dag, men sagen fortsætter tirsdag, hvor flere vidner skal afgive forklaring.