Dansk militærøvelse i Grønland er nu en del af amerikansk Nato-øvelse
Operation Arctic Endurance og Arctic Sentry.
Det kan være svært at holde styr på, hvordan de mange engelske begreber og militære øvelser hænger sammen; men også hvordan det hele fører til, at en amerikansk ubåd dukker op uden for Nuuk.
Imens Grønland og Danmark holdt det historiske møde om USA's ønske om grønlandsk ejerskab i Washington D.C, var der pressemøde om Operation Arctic Endurance i Danmark.
Øvelsen ville gøre militær tilstedeværelse i Grønland mere permanent.
Tre dage senere gik inuit på gaden i protest mod USA.
På samme tid som demonstrationerne mødte KNR chefen for Arktisk Kommando, generalmajor Søren Andersen, ombord på inspektionsskibet Vædderen.
Her fortalte han, at Operation Arctic Endurance skal ses som en form for forlængelse af de militære øvelser, der foregik sidste efteråret.
Men nu er der kommet nyt angående militærøvelsen.
Fremfor oprindeligt kun at bestå af lande, som frivilligt deltog uden om Nato-samarbejdet under dansk ledelsen, er den nu blevet en del af den større Nato-øvelse, Arctic Sentry, som ledes af USA og inkluderer øvelser i flere arktiske lande.
Det oplyser forsvarsministeriet i en pressemeddelelse.
Og det har muligvis forbindelse til den amerikanske ubåd, der dukkede op uden for Nuuk sidste weekend.
Kontroversiel militærøvelse
Mikkel Runge Olesen er forsker i udenrigspolitik hos Dansk Institut for Internationale Studier. Her har han Arktis, som et af hans fagområder.
Han fortæller, at Operation Arctic Endurance officielt var en øvelse, som skulle imødekomme de amerikanske ønsker om mere forsvar i Arktis, som kan beskytte imod Rusland og Kina.
Men øvelsen fik hurtigt den modsatte effekt. I stedet blev den set som en provokation imod USA.
- Der er ikke nogen tvivl om, at Donald Trump så den som rettet mod USA, siger Mikkel Runge Olesen.
Kort efter offentliggørelsen truede den amerikanske præsident med straftold på de lande, som valgte at deltage i øvelsen.
- Der er to muligheder: Enten så er det bare Trump, der har mistudstået det hele, eller også så var øvelsen rettet mod USA, siger forskeren.
Som eksempel nævner Mikkel Runge Olesen, hvordan den franske præsident i de dage talte om at deltage i øvelsen, samtidig med at han talte om at 'sige nej til USA'.
Ligeledes gik den svenske statsminister ud på det sociale medie X med adskillige opslag, hvor han - i stedet for at være overrasket over USA's modreaktion - fortalte, at deltagelsen foregik i solidaritet med Danmark og Grønland.
Ny fortælling under USA
Mikkel Runge Olesen fortæller, at der var behov for at ændre fortællingen om Operation Arctic Endurance, efter den politiske krise blev dæmpet.
- Vi skal jo også leve med USA fremadrettet. Et stykke af vejen har man fået det ud af Arctic Endurance, man gerne ville, nemlig at få Trump til at afstå fra militære trusler, fortæller han og fortsætter:
- Hvis vi alle sammen skal kunne leve sammen bagefter, skal vi tilbage til, at øvelsen ikke handler om amerikanerne, men derimod om russerne og kineserne.
Derfor gav det ifølge forskeren mening at oprette Nato-missionen, Arctic Sentry, under amerikansk lederskab. Det giver en naturlig anledning til at gøre Operation Arctic Endurance til en del af Nato.
På den måde slipper Grønland og Danmark af med den politiske konflikt om, at USA opfattede øvelsen som fjendtlig imod dem.
Samtidig får Grønland og Danmark stadig opfyldt deres mål om at have soldater i Grønland, som også kan afholde USA fra at overtage landet.
- På den måde opfylder den - selvom man virkelig nok vil gøre en dyd ud af ikke at sige det fra dansk side lige nu - Danmark og Grønlands formål, siger Mikkel Runge Olesen.
Ubåd og Arctic Sentry
I et interview med KNR tidligere på ugen satte formanden for naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen (D), ord på hændelsen omkring den amerikanske ubåd.
Under samme interview fortalte han, at ubåden er en del af forsvarssamarbejdet med USA. Derfor bør den ikke give anledning til bekymring.
Men det var ikke kun forsvarssamarbejdet, formanden for naalakkersuisut nævnte.
Han fortalte i forbindelse med ubåden, hvordan amerikanerne og andre lande nu vil være mere til stede militært rundt om i landet.
Og det ser formanden for naalakkersuisut positivt på.
- Amerikanerne deltager ikke i Operation Arctic Endurance, men i forbindelse med etableringen af Arctic Sentry her i landet vil amerikanerne deltage, og det glæder vi os naturligvis over, siger Jens-Frederik Nielsen.