Jens-Frederik Nielsen forklarer nu, hvorfor en amerikansk ubåd pludselig dukkede op tæt på Nuuk
Lørdag eftermiddag dukkede der højst usædvanligt en stor amerikansk ubåd op til overfladen syv sømil ud fra Nuuk. Arktisk Kommando forklarede efterfølgende, at ubåden var kommet op til overfladen, da et af besætningsmedlemmerne havde akut behov for medicinsk behandling.
Redningsaktionen foregik med Forsvarets Seahawk helikopter, der var indsat fra Inspektionsskibet Vædderen.
Det fik efterfølgende både flere borgere og politikere til at undre sig. Mandag udsendte Siumut så et åbnet brev med en række spørgsmål til naalakkersuisut.
- Er den pågældende ubåd alene, eller er der flere, og hvad indeholder den, samt med hvilket formål sejler den ved vores kyst?, bliver der spurgt i pressemeddelelsen.
KNR har tidligere interviewet formanden for naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen (D), om sagen, som vi efterfølgende blev bedt om at trække tilbage, inden det blev publiceret. Det skyldes, forklarer han nu, at han på daværende tidspunkt ikke havde de rette informationer.
- De oplysninger, jeg selv havde modtaget, havde jeg misforstået og opfattet forkert, og det retter jeg nu. Jeg vil naturligvis sige det korrekte, siger han.
I et interview over for KNR forklarer Jens-Frederik Nielsen så nu, hvad der gik forud for det besynderlige syn lørdag.
Han fortæller, at amerikanerne den 20. februar - altså om fredagen - anmodede om at sejle ind i grønlandsk farvand, da en passager ombord på ubåden som sagt var alvorligt syg og havde brug for hjælp.
- Der er tale om en alvorligt syg person ombord på en ubåd, som befinder sig i vores farvande og er tæt på vores land. Derfor har vi en forpligtelse til at hjælpe. Inden for forsvarssamarbejdet skal vi huske, at vi indgår i et fællesskab, og derfor vil vi naturligvis opfylde vores forpligtelser og yde hjælp, siger han.
Forsvarsministerium bekræfter
KNR har også rakt ud til det amerikanske forsvarsministerium. Som svar på en række spørgsmål om hændelsen sendte en embedsperson fra det amerikanske forsvarsministerium følgende svar til KNR:
- USA kan bekræfte, at en atomdrevet ubåd fra den amerikanske flåde foretog et kort, uplanlagt stop i farvandet ud for Nuuk for at sikre akut lægehjælp til en sømand med en ikke-kamprelateret sygdom. Sømanden modtager behandling i Nuuk. Vi har ikke yderligere oplysninger på nuværende tidspunkt.
Samtidig har KNR rakt ud til Arktisk Kommando for at få en kommentar. Men de skriver, at de ikke kommenterer på andre nationers operationelle forhold.
Ingen grund til bekymring
Ubåden har fået stor opmærksomhed særligt set i lyset af den amerikanske præsidents vedvarende interesse i Grønland. Donald Trump har flere gange sagt, at USA bør overtage Grønland.
Men Jens-Frederik Nielsen understreger, at ubåden ikke bør give anledning til bekymring.
- Sagen er håndteret inden for rammerne af forsvarssamarbejdet, og vores land indgår i dette samarbejde, selv om der kan være forskellige opfattelser af det. Måske kan der opstå andre fortolkninger i lyset af forskellige udmeldinger, men vi har et tæt samarbejde på forsvarsområdet, og det har stået på i mange år.
På spørgsmålet om, hvorvidt der sejler andre ubåde rundt i grønlandsk farvand, svarer han:
- Så vidt vi ved, befinder der sig ikke andre ubåde i vores farvand. Men jeg vil igen understrege, at ubåde, uanset hvilke land de tilhører, normalt ikke oplyser deres position. Den omtalte ubåd er fra USA og indgår i forsvarssamarbejdet, og uanset hvor den befinder sig i farvandene, opererer den inden for rammerne af samarbejdet.
Pligt til at informere
Samtidig erkender Jens-Frederik Nielsen, at naalakkersuisut burde have informeret tidligere om den spektakulære situation.
- Når der sker noget inden for forsvaret eller på andre områder, har vi naturligvis pligt til at informere, og det skal vi blive endnu bedre til, siger han.
To dage efter, at hændelsen fandt sted, meddelte den amerikanske præsident, Donald Trump, på sit sociale medie Truth Social, at USA nu vil sende et hospitalsskib til Grønland.
Det har Jens-Frederik Nielsen efterfølgende været ude og takke nej tak til.