Hermann: Mit genvalg skyldes nok at vores kommune er kommet godt fra start

Siumut i Qeqqata Kommunia har med sine ni mandater, også opnået absolut flertal i kommunalbestyrelsen, Atassut får fire mandater og Inuit Ataqatigiit to.
03. april 2013 13:12

Nuværende borgmester i Qeqqata Kommunia, Hermann Berthelsen, kan med sine 514 personlige stemmer godt regne med at fortsætte på borgmesterposten.

- Først når vi har fundet ud af hvem der er valgt ind og har talt sammen, kan jeg fortælle hvad jeg vil bruge borgmesterposten til. I Siumut skal vi også have talt om de to ekstra mandater vi har fået, siger Hermann Berthelsen.

Om årsagen til det flotte valg, som Siumut i Qeqqata Kommunia har fået, siger Hermann Berthelsen:

- I kraft af at Qeqqata Kommunia, efter kommunesammenlægningen, er en forholdsvis lille kommune, så er vi kommet rimelig godt fra start med hensyn til problemerne og udfordringere i byerne, og det er nok årsagen til at jeg opnår genvalg som borgmester, fortæller nuværende og kommende borgmester i Qeqqata Kommunia.