Henrik Dam Kristensen er ny formand for Folketinget

Nu er der fundet en ny formand for Folketinget. Socialdemokratiets formand og kongelig undersøger Mette Frederiksen bekræfter, at Henrik Dam Kristensen (S) kan blive formand for Folketinget.
Foto © : Nils Meilvang / Ritzau Scanpix
20. juni 2019 07:36

Fredag stemmer de nyvalgte folketingsmedlemmer om formanden og de fire næstformænd, som er fra de fire ørige partier, der har fået flest stemmer.

- Det håber jeg. Jeg fik i går opbakning fra alle Folketingets partier, ser det ud til. Henrik Dam kan blive valgt som formand, det er jeg rigtig glad for, siger hun.

Han tager over efter Pia Kjærsgaard (DF), der har siddet som formand i fire år.

62-årige Henrik Dam Kristensen er i øjeblikket 1. næstformand i Folketingets Præsidium.

Han har haft forskellige ministerposter under statsministrene Poul Nyrup Rasmussen (S) og Helle Thorning-Schmidt (S), blandt andet som fødevareminister, socialminister og beskæftigelsesminister.

- Han har tung erfaring, mange år på Christiansborg, har prøvet at sidde i opposition og regering, han er rolig, besindig, klog og vil være utrolig god til at tage hensyn til både små og store partier, siger Mette Frederiksen.