Havørn havarerede på havnen og slap med hovedpine

For blot anden gang på 10 år har en havørn været patient hos dyreklinik i Nuuk.
Fuglen fløj ind i en kran, slog sit hoved og hænger her lidt med næbbet i hænderne på Tom Amtoft, der er klinikansvarlig på Donnas Dyreklinik.
06. februar 2024 16:24

Højt at flyve, dybt at falde.

Sådan lyder et gammelt dansk ordsprog, og det måtte en havørn mandag formiddag sande, da den fløj ind i en kran i Nuuk, slog hul i sit næb og efterfølgende ikke var i stand til at flyve videre.

Heldigvis var der flere vidner til ulykken - vidner som hurtigt fik kontaktet Donnas Dyreklinik i Nuuk.

- Normalt er det ikke noget, som vi på Donnas Dyreklinik gør så meget ud af, men fordi jeg også sidder som hundeinspektør og generelt har med dyr at gøre, når de kommer til skade, gik jeg med til at komme og hente den, fortæller Tom Amtoft.

Han er klinikansvarlig på Donnas Dyreklinik og hundeinspektør i Nuuk.

Han nåede dog aldrig afsted. To mænd havde nemlig formået at fange fuglen, svøbe den i et tæppe og kørt den til klinikken.

- At de har formået at pakke den ind, viser hvor svag den var lige der, så vi måtte gøre noget, siger Tom Amtoft. 

- For uanset om det er vildtfugle eller tamhunde, så skal de ikke lide, og vi vidste ikke på det her tidspunkt ikke helt, hvad der var sket.

Slået hovedet og næbbet

Hurtigt tilkaldte klinikken de veterinære fødevaremyndigheder, fordi der var tale om et vildt dyr, som måske var blevet skudt. Senere stod det dog klart, at den selv var fløjet ind i kranen, og de efterfølgende undersøgelser viste, at skaderne var begrænset til hovedområdet på ørnen.

- Det stod klart, at den har fået en hjernerystelse af en slags. Den havde i hvert fald slået hovedet, og det er så det, der har gjort, at den ikke har kunnet flyve fra havnen, fortæller Tom Amtoft.

Udover hjernerystelsen havde den blødninger på næbbet, som stoppede af sig selv, og fuglen livede hurtigt op igen og viste klare tegn på, at den gerne ville ud. Derfor kørte Tom Amtoft og en kollega ud til Ukkusissaq (Store Malene) med fuglen i en transportkasse.

- Den hoppede stille og roligt ud af transportburet, bredte sine vinger ud og fløj afsted. Vi har ikke set den siden, så det endte heldigvis lykkeligt.

- Man kunne tydeligt se, at så snart den var ude af kassen, fløj den, som om den aldrig nogensinde havde gjort andet, fortæller Tom Amtoft. 

Sjælden gæst i klinikken

Han står tilbage med en følelse af stolthed over både at havde hjulpet et dyr i nød, men også af hans egen og kollegaernes indsats for at hjælpe en så sjælden gæst i klinikken. I sit stille sind håber han på, at han får muligheden for at hjælpe en ørn i nød igen.

- Jeg håber selvfølgelig ikke, at et dyr kommer til skade, men jeg håber, at folk også næste gang tager kontakt til os, hvis det sker, siger han.

Måske kommer han til at vente længe. Det er nemlig kun anden gang i de 10 år, klinikken har eksisteret, at de har hjulpet en havørn. 

Videofil
Video: Donnas Dyreklinik