Hans Hedtoft-efterladte vil have svar

De efterladte fra Hans Hedtofts forlis har mistet tålmodigheden med Civilstyrelsen. De har ventet 8 måneder på svar på en klage over sagsbehandlingen.
06. november 2009 08:46

Otte måneder uden svar. Det er situationen for en række pårørende som mistede familiemedlemmer ved skibet Hans Hedtofts forlis i 1959.

I februar kontaktede de Civilstyrelsen for at få afklaret om sagsbehandlingen og konklusionen af en undersøgelse fra 1999 er korrekt. Men endnu uden svar, fortæller pårørendegruppens talsmand Sara Vinding:

- Den langsomme sagbehandling kan måske skyldes, at grønlændere behandles som andenrangsmennesker. Jeg kan ikke dokumentere det. Men jeg kan ærlig talt ikke lade være med at tænke anderledes, siger hun til AG.

Bogen "Skibet der forsvandt" satte sidste år spørgsmålstegn ved konklusionerne i undersøgelsen fra 1999. Her blev skiftende bestyrelser i Grønlandsfonden frikendt for at have handlet i strid med hensigten med fonden.

Efter en landsdækkende folkeindsamling rådede fonden over 9,7 millioner kroner. Penge, der skulle bruges til at lindre de økonomiske konsekvenser for de efterladte efter forliset. Kun 5,8 millioner kroner havnede imidlertid i de pårørendes lommer, skriver AG.

Resten af pengene er blevet udbetalt til efterladte fra andre naturulykker.