Hans Egede-statuen overmalet i nattens løb

Her til morgen blev det opdaget, at der var blevet forøvet hærværk mod statuen af Hans Egede ved Kolonihavnen i Nuuk.
Foto © : KNR
Skrevet af Karsten Sommer
21. juni 2020 13:24
Versionist Mads Lynge

I nattens løb var den kendte statue blevet overmalet med rød maling.

Vagthavende ved Grønlands Politi, Brian Thomsen, oplyser at politiet behandler sagen som en grov hærværkssag, og at man er i gang med at finde eventuelle vidner, der kan hjælpe med at finde frem til hærværksmændene.

Indtil videre har man ingen mistænkte.

Hærværket mod Hans Egede-statuen kommer i kølvandet på en række andre hærværk mod historiske statuer rundt om i verden, som er blevet vandaliseret i forlængelse af drabet på en afroamerikansk mand i Minneapolis for tre uger siden.

Der foreligger dog ikke oplysninger om, hvorvidt nattens hærværk har noget at gøre med det.

Det er ikke første gang, at Hans Egede statuen er blevet udsat for hærværk.

Helt tilbage i 1973 blev statuen første gang overhældt med rød maling, og der er igennem årene blevet udøvet lignende hærværk mod statuen.