Handelskonflikt tager en luns af den globale vækst

Handelsstrid mellem USA og Kina har skåret 0,8 procentpoint af den globale vækst, vurderer USA's forbundsbank.
Beregningerne fra banken viser, at handelskonflikten tegner sig for et fald i den globale vækst på 0,8 procentpoint ved udgangen af første halvår af i år. Foto © : Nelson Runkle/Flickr Creative Commons
Skrevet af Ritzau
07. september 2019 17:40

Usikkerhed som følge af handelskrigen mellem USA og Kina holder væksten i den globale økonomi tilbage i 2019. Og det vil den formentlig også gøre næste år.

Det konkluderer en analyse fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, ifølge Bloomberg News. Det skriver Ritzau Finans.

Beregningerne fra banken viser, at handelskonflikten tegner sig for et fald i den globale vækst på 0,8 procentpoint ved udgangen af første halvår af i år.

- Havde handelsspændingerne ikke eskaleret i maj og juni 2019, ville trækket ned på økonomien efterfølgende være begyndt at lette. Men fornyet usikkerhed siden maj 2019 peger mod yderligere effekter, som kan skubbe bnp længere ned i anden halvdel af 2019 og ind i 2020, hedder det.

I forbindelse med et symposium for centralbanker i Jackson Hole i august advarede centralbankens formand, Jerome Powell, om, at Federal Reserve ikke kan læne sig opad historien, når den navigerer udfordringerne fra handelskrigen.

- Der er ingen præcedens til at guide et pengepolitisk svar på den nuværende situation. Ydermere, selv om pengepolitikken er et kraftfuldt værktøj, der virker ved at støtte forbruget, erhvervslivets investeringer og den offentlige tillid, så kan den ikke levere en endelig regelbog for international handel, lød det fra Jerome Powell.

Torsdagens analyse placerer skylden for vækstopbremsningen hos USA's præsident, Donald Trump.

Trump har omvendt flere gange kritiseret Federal Reserve for ikke at sætte renterne tilstrækkeligt ned for at holde dampen på økonomien oppe.

Torsdag spåede den franske finansminister, Bruno Le Maire, også, at handelskrigen vil koste på den globale vækst.

- Toldsatserne, som USA lægger på kinesiske varer, og gengældelsen fra Kina vil få en negativ indflydelse på 0,5 procentpoint på den globale vækst i 2020, sagde Le Maire til avisen La Croix.

Han henviser til, at USA og Kina med virkning fra den 1. september indførte forhøjede toldsatser.

Torsdag oplyste det kinesiske handelsministerium, at det er aftalt nye handelssamtaler med USA i begyndelsen af oktober.

/ritzau/