Døgnrapport: Hærværk og indbrud i Nuuk

Natten til mandag har politiet været ude til to tilfælde. Et indbrud og et hærværk, oplyser vagtchef Malik Olesen.
Natten til i dag har politiet været ude til to hændelser, der også optog dem i sidste uge. Nemlig hærværk og indbrud.
18. december 2023 09:12

Den nye uge skydes i gang for politiet med to hændelser om indbrud og hærværk, oplyser morgenens vagtchef ved Grønlands Politi Malik Olesen.

Den første anmeldelse fik politiet klokken lidt i ti søndag aften. Her var der tale om et indbrud på Atuarfik Samuel Kleinschmidt, fortæller vagtchefen.

- En alarm går på skolen, og en vagt ser tre drenge, men mere ved vi ikke på nuværende tidspunkt. Efterforskningen af sagen er stadig i gang, siger Malik Olesen.

Godt halvanden time senere, klokken 23.30 går en alarm på Nuussuaq Skolen. Her kan politiet konstatere, at der er sket hærværk, men hvor store skaderne er, er for tideligt at sige, oplyser vagtchefen.

- Vi arbejder videre med sagen, og skal blandt andet kigge på noget videoovervågning, fortæller Malik Olesen.

For tidligt at konkludere sammenhæng

Om de to sager har en sammenhæng, er endnu for tideligt for politiet at sige noget om, oplyser vagtchefen, men politiet har fokus på området lige for tiden. I sidste uge, var der flere hændelser med indbrud i løbet af ugen.