Gummiged er faldet i havnen i Nuuk

Torsdag formiddag faldt en gummiged i havnen lige omkring Royal Arctic Line, oplyser Grønlands Politi.
En gummiged er torsdag formiddag faldet i havnen i Nuuk med en mand inden i. Manden fik selv kæmpet sig ud og op af vandet. Foto © : KNR / Malik Brøns
07. marts 2025 08:53

Politiet fik lidt i 11 i går formiddags en melding om, at en gummiged var faldet i havnen.

- Vi får meldingen klokken 10.51, men det er sket cirka halvanden time før det, fortæller vagtchef ved Grønlands Politi Jørgen Madsen.

I forbindelse med, at gummigeden faldt i vandet på det nye havnestykke ved Royal Arctic Line, er der sket et mindre olieudslip, og føreren af gummigeden røg med i vandet, fortæller vagtchefen.

- Føreren kom selv ud af gummigeden og op af vandet, og han blev efterfølgende kørt på sygehuset, siger Jørgen Madsen.

Om han er kommet til skade under episoden, ved politiet endnu ikke noget om.

Olien fordamper

- I forhold til olieudslippet er der tale om et mindre udslip, og det er blevet vurderet, at mængden af olie selv fordamper, og derfor har man ikke lagt flydespærre ud, siger Jørgen Madsen.

Om det lykkedes brandvæsenet og politiet at få gummigeden op af vandet i går, eller om den stadig ligger i havnen, ved vagtchefen ikke, men han fortæller, at Arbejdstilsynet nu er blevet kontaktet af politiet for at være ind over sagen også.