Grønlandske kunstnere udstiller i Danmark
På Grønlands Nationaldag blev en helt særlig udstilling åbnet. Og selvom det skete langt fra Grønland - nemlig helt i Vejle - så var der grønlandsk stemning i luften.
Der var nemlig værker fra 13 nulevende kunstnere fra Grønland, som blev vist frem på udstillingen "Havet". Den er arrangeret af foreningen NUKIGA, hvis formål er at udbrede kendskabet til Grønland i Danmark:
- Havet er jo både det, som samler og adskiller de to steder. Så jeg synes, det var meget poetisk at vælge det som tema, siger udstillingens kurator, Laila Lund Altinbas
Forskellige fortolkninger af havet
Hun er samtidig stolt over, at det har været muligt at samle så forskellige og fantasifulde talenter:
- Det var også helt bevidst, at vi valgte kunstnere, som arbejder i helt forskellige medier på helt forskellige måder. Det er der kommet nogle meget fine værker ud af. Der er flere, som har sagt, at det er en meget flot og rørende udstilling, siger Laila Lund Altinbas.
De 13 kunstnere udtrykker de sig i alt lige fra ler, på lærred, på lyd og gennem litografier.
Nogle fortolker havets rolle i det grønlandske fangersamfund, de grønlandske myter og sagn, den grønlandske kultur, mens andre også forholder sig til identitet, klimaforandringerne og storpolitik - og så selvfølgelig splittelsen mellem Danmark og Grønland:
- Der er flere værker, som tematiserer forholdet mellem Grønland og Danmark. Vi håber, at udstillingen kan være med til at øge kendskabet til den grønlandske kunstscene, som har rigtigt meget at byde på. Noget som ikke altid kommer frem i en dansk kontekst.
Fortolkninger skal skabe forståelse
Det er som sagt samtidig også foreningen NUKIGA's formål. Derfor håber Laila Lund Altinbas også, at kunsten kan være med til gøre det, som den er bedst til - nemlig at nedbryde barrierer:
- Personligt synes jeg i hvert fald, at for at kunne nedbryde fordomme, er det vigtigt at lære hinanden at kende. Der ved vi jo, at kendskabet til Grønland i Danmark ikke er så stort, som man kan håbe på, nu vi er et Rigsfællesskab. Der håber vi på at kunne bidrage med større forståelse.
Udstillingen besøger både Vejle, København, Aarhus og Aalborg.
Du har dog mulighed for at opleve den, uden at rejse så langt, når den kommer til Katuaq i Nuuk fra 7. september til 7. oktober.